Kendte13. december 2022

Aldrig set før: Karen Blixen-kærlighedsbreve sælges på auktion

Nogle af brevene afslører det stormfulde kærlighedforhold mellem Karen Blixen og briten Denys Finch Hatton
Karen Blixen
Karen Blixen døde i 1962, 77 år gammel og nu sælges nogle af hendes gamle kærlighedsbreve på auktion. (Arkivfoto)
 Foto: Ap/Ritzau Scanpix

Interesserede i Karen Blixen og hendes liv skal være på stikkerne i denne uge.

Hvert fald hvis de har lyst til at erhverve sig breve skrevet af og til den berømte forfatter.

Torsdag sælges flere hidtil ukendte breve nemlig på en auktion.

Det skriver auktionshuset Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.

Der er blandt andet tale om et brev, Karen Blixen har skrevet til sin mor, samt breve, som Blixen og briten Denys Finch Hatton sendte til hinanden. Også et brev fra Blixen til litteraten Viggo Kjær Petersen er på auktion.

- Vi bliver altid begejstrede, når vi kan afdække nyt litteraturhistorisk materiale, som er ukendt for omverdenen – særligt når det kommer direkte fra hånden på en af vores mest internationalt anerkendte forfattere, siger Emma Marie Poulsen, administrator hos Bruun Rasmussens bogafdeling, i pressemeddelelsen.

- Brevet til Finch Hatton giver kuldegysninger, fordi det giver et direkte indblik i parrets stormfyldte kærlighedsforhold.

Karen Blixen blev som 28-årig gift med sin svenske halvfætter Bror von Blixen-Finecke, men indgik efterfølgende et nært venskab med den britiske aristokrat, Denys Finch Hatton.

Da ægteskabet til Bror von Blixen-Finecke gik i opløsning i 1925, kom Finch Hatton til at spille hovedrollen i Karen Blixens kærlighedsliv.

- Han (Finch Hatton, red.) er et ualmindeligt elskvaerdigt og begavet menneske, og den Slags Englaendere har et uendeligt behageligt Vaesen (...), lyder det i et brev fra Karen Blixen til sin mor fra 1918.

Brevet til moderen samt et fotografi af de to er vurderet til mellem 8000 og 10.000 kroner.

To breve fra Blixen til Finch Hatton og omvendt samt et fotografi af Karen Blixen er samlet ligeledes vurderet til mellem 8000 og 10.000 kroner.

To breve fra Blixen til Viggo Kjær Petersen er sammen med to fotografier vurderet til mellem 3000 og 5000 kroner.

Man kan byde på brevene på Bruun Rasmussens hjemmeside. Auktionerne slutter torsdag ved 19-tiden.

Sponsoreret indhold