Kendte16. december 2022

Albert Rosin Harson glæder sig: Jul med Jenna

Den 20-årige skuespiller skal for første gang holde jul med sin dansekæreste. Og så skal de selvfølgelig se “Tinka og sjælens spejl” hele december
Albert Rosin
– Jeg forbinder julen med hygge og noget, der samler familien. Det kan en julekalender specielt gøre, siger Albert Rosin Harson, 19, som nyder at spille rollen som Lasse i “Tinka og sjælens spejl”
 Foto: Martin Høien

– Jeg skal holde jul med min kæreste for første gang. Vi er lidt hos min familie og lidt hos hendes familie. Og juleaften er vi sammen med min familie, siger Albert med et smil.

Albert Rosin og Jenna Bagge
– Jeg glæder mig meget til at holde jul med Jenna. Jeg er sikker på, at det bliver hyggeligt, siger Albert, der her laver julehjerter med sin store kærlighed, Jenna Bagge, 33.
 Foto: Gregers Overvad

Aftenen bliver helt traditionel med flæskesteg, risalamande, mandelgaver, dans om juletræet og gaver.

– Jeg synes stadig, at julen er ligeså hyggelig, som dengang jeg var lille. Der er måske nogle praktiske ting, som jeg tænker lidt mere over, nu hvor jeg er blevet ældre. Jeg skal finde gaver og sådan noget, men ellers synes jeg ikke, det har ændret sig særlig meget, siger Albert.

Møde uden bagtanker

Albert og Jenna har været kærester i halvandet år, og de mødte hinanden, da han deltog i “Vild med dans” i efteråret 2020, og de skulle være dansepartnere.

Jenna Bagge og Albert Rosin
Da Albert i 2020 var med i “Vild med dans”, opstod der lynhurtigt god kemi mellem Albert og Jenna. Men det var først efter dansen sluttede, at de blev kærester.
 Foto: Hanne Juul

– Jeg lærte hende ikke at kende med den bagtanke, at vi skulle blive kærester. Så det begyndte bare med, at vi fik en rigtig god kemi, siger Albert Rosin Harson.

Den vakse seer kunne nok fornemme, at danseparret hurtigt blev glade for hinanden. Men det var først efter dansen sluttede, de blev kærester.

– Hvis jeg skal nævne en ting ved Jenna, som jeg rigtig godt kan lide, så er det, at hun er så positiv. Hun smiler hele tiden. Og hun har et positivt syn på verden og livet. Det er jeg ret imponeret af. Og så har hun en hel vild umiddelbarhed i sin tilstedeværelse, som jeg synes er rigtig skøn, roser Albert sin dejlige kæreste.

Jenna Bagge og Albert Rosin
I halvandet år har Albert kysset kærligt med skønne Jenna. – Jeg har nogle idéer til hendes julegave, men jeg er ikke landet på noget endnu, afslører den forelskede fyr.
 Foto: Kasper Wenstrup

De har også planer om, at de skal se “Tinka og sjælens spejl”, hvor han spiller Lasse, sammen i år.

– Hun har set lidt af det tidligere. I år har hun inviteret alle sine “Vild med dans”-venner hjem til os 1. december, så vi skal sidde og se det sammen, lyder det stolt fra Albert.

Droppede gymnasiet

Alberts liv viser på alle mulige måder, at han er vokset ligesom sin rolle Lasse i “Tinka og sjælens spejl”.

Da optagelserne begyndte til første sæson af TV 2-julekalenderen, var han kun 14 år. Nu er Albert en voksen mand med titlen skuespiller.

Albert Rosin og Josephine Højbjerg
Siden Albert og Josephine Højbjerg, 19, var unge teenagere har de spillet sammen i “Tinka”. – Vi er blevet gode venner. Vi har lært hinanden rigtig godt at kende, fordi vi var så unge, da vi begyndte, siger Albert.
 Foto: Martin Høien

– Der er sket en kæmpe udvikling. Jeg var teenager og havde lavet lidt skuespil inden, men julekalender var stort og nyt for mig. Det er det ikke i dag, siger Albert.

Som 17-årig begyndte han på gymnasiet, men han opdagede hurtigt, at det ikke var den vej, han skulle.

– Jeg endte med at konkludere, at hvis jeg skulle have tid til at lave skuespil, som jeg gerne vil, så havde jeg ikke tid til at gå i gymnasiet. Så jeg prioriterede at gå efter min drøm, forklarer den talentfulde fyr.

Og det har han ikke fortrudt, og han har da også allerede fået en del roller.

– Jeg har en spillefilm, der udkommer til næste år. Den hedder “Jomfruer fra rummet”. Det er en skør ungdomskomedie. Og så kommer der en tv-serie, der hedder “Stadig ikke død”, afslører Albert, som håber på, at der kommer mange flere roller i fremtiden.

Albert Rosin og Josephine Højbjerg
Albert mener selv, han minder meget om sin karakter, Lasse, der heller ikke er fan af gymnasiet. – Jeg er endt med at kende Lasse helt vildt godt, siger Albert.
 Foto: TV 2/Per Arnesen

– Jeg vil gerne spille nogle skøre eller mærkelige karakterer. Prøve noget, hvor jeg spiller noget helt andet end det, jeg selv er, for jeg minder ret meget om Lasse (fra “Tinka”, red.), siger den sympatiske skuespiller.

Sponsoreret indhold