Afslører: Demi Lovato og Jordan Lutes skal giftes

Bryllupsklokkerne vil ringe.
For den amerikanske skuespiller og sanger Demi Lovato, 31, skal nemlig giftes med sin kæreste, den 32-årige musiker Jordan "Jutes" Lutes.
Det bekræfter en talsperson for Demi Lovato over for People.
Mediet skriver dog ikke, hvornår de skal giftes.
Turtelduerne mødte hinanden første gang tilbage i januar 2022, da de skrev Demi Lovatos sang "Substance", og siden har der været romantik i luften.
Og senere på året kunne Lovato bekræfte, at hun danner par med Jordan Lutes.
Demi Lovato delte på det tidspunkt et opslag på Instagram med i alt tre billeder.
De to første billeder viser hende selv, mens det tredje viser Jordan Lutes.
- Swipe for at se, hvor lækker min kæreste er, skrev Demi Lovato til opslaget.
Forholdet med Jordan Lutes er det første offentlige forhold for Demi Lovato, siden hun afbrød sin forlovelse med skuespilleren Max Ehrich.
De to nåede kun at være forlovet i tre måneder i 2020, før det sluttede.