Ærlig Cecilie Lassen om babydrømmen: – Vi har prøvet alt

Den største skræk, man kan forestille sig, blev sidste forår en realitet for Cecilie Lassen, 41, og Silas Bjerregaard, 41.
På kvindernes kampdag sidste år fødte Lassen datteren Mimi, men hun nåede kun at leve i 17 minutter, afslørede den tidligere balletdanser ganske hjerteskærende på sin Instagram.
Der er nu gået over et år siden det ufattelige tab, og under en spørgerunde på Instagram spørger en følger, og hun og gemalen har opgivet babydrømmen:
– Om vi har opgivet drømmen, eller om drømmen har opgivet os? Det er op til fortolkning, svarer hun på Instagram story og tilføjer, at hun har valgt at gå med de strømninger, der er i hendes liv.
– At give slip på det, som ikke kommer til en. Vi har prøvet alt. Jeg lægger det i livets hænder, lyder det ærligt.
Okay at give slip
Den tidligere danser understreger, at det, hun har oplevet, er meget privat, men hun ved, at mange af hendes følgere har oplevet den samme sorg og smerte, som hun har, og derfor knytter hun lidt flere ord på sit tab:
– Jeg tror på at glædes over det, der er lige foran mig. For mig personligt er det det rigtige at kigge på det, jeg har. Det, som er muligt og inden for rækkevidde, forklarer hun.
– Det er også okay at give slip på noget nogle gange. Det skal ikke være for enhver pris. Der er intet i livet, der skal være for enhver pris, filosoferer hun og konkluderer.
– Og hvis der ikke kommer en levende baby mere … Jeg har jo min to'er. Mimi er med mig i alt, jeg gør. Mimi har sendt mig ud i livet med et helt nyt perspektiv. Jeg har oplevet mig selv i verden på en helt ny måde. Jeg går med begge mine børn i hænderne. Jeg synes bare, jeg har mødt så meget kærlighed, og jeg er så taknemmelig. Det føles meget autentisk at leve på den måde, jeg gør nu, og min bullshit-tærskel er meget lav. Jeg ved, hvad jeg vil. Jeg ved, hvad der gør mig glad. Det er ikke nødvendigvis at få et levende barn mere.
Cecilie Lassen og Silas Bjerregaard blev gift i 2016. I 2017 kom sønnen Alvin til verden.