Ællingen, der blev en svane: Den SANDE historie om Anker

Tryghed, penge, kærlighed, omsorg – Anker Jørgensen voksede op uden nogen af delene.

Han fik heller ingen høj uddannelse – alligevel endte han som statsminister.

Anker – folk benyttede som regel kun hans fornavn – kunne sidste år have fejret 100-års fødselsdag.

Han blev født i København i 1922. Hans mor var rengøringsdame, hans far var kusk.

Da Anker var to år, døde hans far af lungesygdommen tuberkulose. Tre år senere døde moderen af samme lidelse.

Lille Ankers faster tog sig af ham – så godt hun nu kunne med et job som tobaksarbejderske.

Anker blev sendt til Det Kongelige Vajsenhus – en københavnsk kostskole for forældreløse børn.

Efter 7. klasse kom han ud at tjene – han arbejdede som bud, arbejdsdreng og lagerarbejder.

Pengene var små, der blev også arbejdet igennem om lørdagen – og Anker var en stædig rad og indigneret over forskellen på rig og fattig.

Intet Ridderkors

Til forskel for mange af nutidens politikere drømte han ikke om ministerbil, høj løn, fyrstelig pension eller Ridderkors.

Og han ville have frabedt sig den hær af højtlønnede rådgivere, som nutidens ministre gemmer sig bag.

Han ønskede bare, at mennesker, der kom fra samme sted som ham – lavtlønnede arbejderhjem – fik bedre muligheder, end han selv havde haft.

Men han mente også, at man selv bør yde en indsats:

– De unge må selv finde ud af, hvad de kan gør … Hold op med at pive over det. Der var ingen, som tog særligt venligt imod mig, sagde han i forbindelse med sit 25-års jubilæum i Folketinget.

En del af militærtjenesten blev aftjent på hest i garderhusarregimentet.

Det skete, mens tyskerne havde besat Danmark. Anker deltog da også i kortere ildkampe mod de tyske soldater – og efter militærtjenesten blev han aktiv i modstandsbevægelsen.

Syv års skolegang

Efter besættelsen blev den stræbsomme københavner involveret i fagforeningsarbejde og politik.

Med syv års skolegang på cv’et var en universitetsuddannelse udelukket, men Anker læste, læste og læste.

Som 27-årig bestod han på et aftenskolekursus en præliminæreksamen, der ville give adgang til gymnasiet.

Men så langt kom han aldrig.

Han var blevet gift med den søde værkførerdatter Ingrid.

Parrets 134 kvm store lejlighed i det københavnske sydhavnskvarter blev hurtigt fyldt med børn.

To piger og to drenge blev det til.

Ingrid tog sig af ungerne og opvasken. Anker strøg langsomt mod toppen af fagbevægelsen – og næste mål var Folketinget:

– Jeg følte mig som Pelle Erobreren, sagde Anker om den dag i 1964, hvor han blev valgt ind i Tinget.

Men det skulle blive større endnu. Meget større.

Katastrofal kurs

Statsminister Jens Otto Krag, som var en lidt tør og akademisk type, kunne godt se, at Anker havde en baggrund, der appellerede til Socialdemokratiets vælgere.

Så da Krag i 1972 havde sikret et ”ja” ved folkeafstemningen om Danmarks optagelse i EF (nu EU), overlod han stafetten og nøglerne til Statsministeriet til Anker.

Anker og hans regering røg ind i en turbulent tid.

Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti gjorde livet meget vanskeligt for Ankers ministre.

Ankers politik var i mange økonomers øjne katastrofal og hans egen finansminister Knud Heinesen advarede konstant om, at Danmark var på vej ud over afgrunden.

Statsgælden steg. Det samme gjorde renten og antallet af arbejdsløse steg med over 700 procent.

Og så var der oliesheikerne, som ville have Danmark og Vesten til at stoppe støtten til Israel.

Det krav nægtede Anker at efterkomme – og så blev der lukket for olien.

For at spare på ressourcerne blev der indført bilfri søndage i Danmark.

Anker mistede Ingrid i 1997.

Senere fik han en ven i Vivi Nymand, som var enke.

De sidste år af sit 93 år lange liv boede Anker på et plejehjem.

Den lille forældreløse dreng havde da indfriet alles forventninger.