Ad! Seks-årig pige gjorde klamt fund i sin McNugget
Mundbind er her, der og allevegne - men du forventer nok ikke at finde et stykke mundbind i din McNugget.
Ikke desto mindre var det dét ulækre fund, en seks-årig pige og hendes mor gjorde, da de fik McDonald's til aftensmad.
32-årige Laura Arber tog i sidste uge tre af sine fire børn på McDonald's i den britiske by Aldershot, hvor de hentede en omgang snask til familiens aftensmad.
Moderen til fire fik sig noget af et chok, da hendes seks-årige datter Maddie begyndte at kløjes i maden.
- Min lille datter begyndte at kløjes, så jeg stak mine fingre ned i hendes hals for at få det ud, og der var noget blåt med i hendes opkast. Jeg tænkte: "Hvad i alverden er det?!" Jeg troede slet ikke, det kunne være den nugget, men så kiggede jeg over i æsken og kunne se, at der kom noget blåt ud af en anden nugget i en boks med 20, fortæller den chokerede mor til HampshireLive.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det er vist ikke den gængse ingrediens i McNuggets. Foto: Facebook / Laura Arber
Efter nærmere inspektion af maden fandt den britiske mor ud af, at der var et stykke mundbind i datterens McNugget.
- Og masken er tilberedt med i den, den er en del af farsen, og det er helt sikkert et mundbind. Du kan se sømmene og hvor solid den er derinde, fortæller Laura Arber.
Moren til fire klagede over de uspiselige McNuggets, men fik ifølge hende selv ikke en undskyldning. Og hun blev endnu mere chokeret, da hun fik oplyst, at de ville fortsætte med at servere McNuggets.
Derfor har hun postet billedet af den ulækre nugget i en lokal Facebook-gruppe for at advare andre.
- Hvad hvis jeg havde forladt rummet, og min datter var blevet kvalt? Hun kunne have været død. Det er et spørgsmål om sekunder, slår hun fast.
En talsperson fra McDonald's beklager den uheldige oplevelse:
- Vi er kede af at høre om denne kundes oplevelse. Fødevaresikkerhed er yderst vigtigt for os, og vi lægger stor vægt på kvalitetskontrol og følger strenge krav for at undgå uregelmæssigheder, lyder det.
- Da sagen kom os for øre, beklagede vi og tilbød alle penge retur og bad kunden om at returnere genstanden, så vi kan undersøge sagen yderligere og isolere det berørte produkt.