90-årig skuespiller skal i rummet med Blue Origin

Den 90-årige skuespiller William Shatner har været i rummet før på film, men nu skal han også prøve det i den virkelige verden.
Det skriver The Guardian.
William Shartner, der er kendt for sin rolle som Captain Kirk i kult-serien Star Trek, skal med Amazon-stifter Jeff Bezos' rumprogram Blue Origin i det ydre rum.
Rumraketten med skuespilleren ombord bliver sendt i luften 12. oktober, og William Shartner bliver dermed den ældste person i rummet nogensinde.
- Jeg har hørt om rummet i lang tid nu.
- Nu griber jeg muligheden for at se det selv. Hvilket mirakel, siger William Shartner.
Blue Origin har allerede den nuværende rekord for den ældste i rummet.
20. juli drog stifteren selv, Jeff Bezos, sammen med sin bror Mark Bezos, den 18-årige Oliver Daemen og 82-årige Wally Funk på en bare 10 minutter lang rumrejse.
Også rumrejsen 12. oktober forventes at vare omkring 10 minutter.
Raketten vil flyve ca. 106 kilometer op i luften og krydse Kármán-linjen, der definerer grænsen mellem Jordens atmosfære og det ydre rum, før den lander igen.