50 års forskel mellem eksparret: Nu sagsøges David Geffen

To år – og så heller ikke mere.
Det var så kort tid, ægteskabet mellem David Geffen og David Armstong holdt.
Tilbage i maj kom det nemlig frem, at rigmanden havde søgt om skilsmisse.
Men det sidste punktum i deres forhold er langt fra sat.
Ifølge People har Armstrong nemlig valgt at sagsøge den tidligere pladechef.
Det gør han, da han mener, at Geffen har trukket sit løfte om at yde livsvarig støtte til ham tilbage.
Det brud sker midt i deres igangværende skilsmisse – ifølge den 32-årige danser.
Ifølge stævningen, som People er i besiddelse af, fremgår det, at Armstrong hævder, at Geffen har brudt en ”udtrykkelig mundtlig kontrakt” ved at nægte ham fuld økonomisk støtte, efter de gik fra hinanden.
Heri kommer det også frem, at de gik fra hinanden i april.
Geffen skulle udover at have smidt ham ud også have afbrudt Armstrongs adgang til økonomisk støtte.
Den udlægning er Geffen bestemt ikke enig i.
Hans advokat fortæller til People, at der aldrig har eksisteret nogen kontrakt.
- Hverken udtrykkelig, skriftlig, mundtlig eller stiltiende. Vi vil energisk og retfærdigt forsvare os mod dette falske og ynkelige søgsmål, fortæller Geffens advokat Patty Glaser til mediet.
Geffen har grundlagt flere store pladeselskaber, og Forbes melder, at han er god for omkring 8,7 milliarder dollars.
Så man kan da godt forstå, at Armstrong vil have en lille bid af eksmandens kage.
Men nu er det op til myndighederne at vurdere, om han får det eller ej.