Kendte6 timer siden

47-årige Caterina Murino er gravid: Venter sit første barn

Den tidligere Bond-pige Caterina Murino er efter mange års forsøg blevet gravid og venter sit første barn
Caterina Murino venter sit første barn.
Caterina Murino venter sit første barn.
 Foto: Vianney Le Caer/AP/Ritzau Scanpix

Den 47-årige skuespiller Caterina Murino er gravid.

Det fortæller hun til det franske magasin Gala.

- I min alder var jeg nødt til at bede medicinen hjælpe naturen, fortæller hun og hentyder her til, at hun har gjort brug af reagensglasbefrugtning.

Hun venter sig en dreng sammen med sin partner gennem otte år, Édouard Rigaud, og terminsdatoen er i slutningen af sommeren.

I interviewet fortæller hun også, at han har støttet hende igennem hele den sværere rejse mod at blive gravid. Her har hun blandt andet oplevet to aborter og et tidligere forsøg med reagensglasbefrugtning.

Murino fortæller også, at hun har haft en "let" graviditet uden de store gener.

I et tidligere interview med italienske Costa Smeralda har hun sat lidt flere ord på, hvordan hun har det.

- Jeg føler, at jeg lever i et magisk øjeblik. Snart bliver jeg mor, og jeg mener, at vi alle har et stort ansvar i dag: at opfostre bevidste mennesker.

Caterina Murino slog for alvor igennem i 2006, hvor hun spillede med i James Bond-filmen "Casino Royale", der også havde danske Mads Mikkelsen og Jesper Christensen med på rollelisten.

Sponsoreret indhold