15,5 millioner kroner: Filminstruktøren Kasper Barfoed sælger Hellerup-villaen

Senere i år ville de runde 15 år i deres Hellerup-villa.
Men det jubilæum kommer ikke til at finde sted.
Den danske filminstruktør Kaper Barfoed og hustruen Iben har netop solgt deres ejendom i Hellerup.
Parret får hele 15.550.000 kroner for herligheden.
Det fremgår af Tinglysningen.
Tilbage i 2010 betalte de 6,8 millioner for den 230 kvadratmeter store villa.
Dermed er det altså lykkedes dem at mere end fordoble prisen.
Her kan der selvfølgelig godt være lavet en del forbedringer, som ikke fremgår af tinglysningen.
Men der er i hvert fald en god mulighed for, at parret har scoret en ganske klækkelig sum på salget.
Når det kommer til Kasper Barfoed, er det bestemt ikke kun på boligområdet, at han har vind i sejlene.
Han har nemlig været bag kameraet på serier som ”Sygeplejersken”, ”Kastanjemanden” og senest Netflix-hittet ”La Palma”.
Barfoed er også instruktøren bag filmen ”Sommeren ´92”, der skildrer det danske fodboldlandshold imponerende sejr ved EM i 1992.