13 ting du (måske) ikke vidste om Thanksgiving

Thanksgiving er den dag på året, hvor der bliver spist mest kalkun i USA.
Foto: All Over
Thanksgiving er en af de største højtider i USA. I dag fejrer amerikanerne taksigelse og pilgrimmenes første måltid med de indfødte.
Det amerikanske Thanksgiving er gennemsyret af traditioner, der går langt tilbage i tiden. Det er egentlig en stor høstfest, der bliver fejret i både USA og Canada, og særligt i USA betyder det, at der skal spises store mængder af mad tilberedt på en bestemt måde.
Den traditionelle Thanksgiving-menu er inspireret af det første Thanksgiving-måltid der blev delt mellem pilgrimmene og Wampanoag-indianerne i 1621. Her stod menuen på vandfugle, vildt kød, fisk, hummer, muslinger, bær, frugt og græskar. I dag spiser man traditionelt kalkun, med tranebærsovs, kartoffelmos af søde kartofler, bagte gulerødder, pekantærte og græskartærte.
Thanksgiving er dagen, hvor der bliver spist mest kalkun på hele året. Derefter kommer juleaften og på tredjepladsen ligger påske.
Man fejrer også Thanksgiving i Canada, men da højtiden var betinget af høsten, falder den canadiske Thanksgiving tidligere end i USA. Den canadiske Thanksgiving ligger på den anden mandag i oktober, hvor den i USA ligger på den fjerde torsdag i november.
Thanksgiving er den dag på året, hvor der bliver spist allermest mad i USA. På andenpladsen ligger Superbowl-søndag, der er dagen for finalen i amerikansk fodbold.
Har du lyst til at blive lidt klogere på den amerikanske højtid, der blandt andet byder på masser af kalkun, så klik dig igennem galleriet og læs 13 vilde fakta om Thanksgiving:
Fakta om Thanksgiving i USA fra 2016

Thanksgiving havde været en uofficiel højtid indtil 1863, hvor Abraham Lincoln offentliggjorde, at den fjerde torsdag I november skulle være Thanksgiving. Det blev dog først en national helligdag i 1941.

Siden 1970 er forbrug af kalkun steget med 104 % i USA.

Til Thanksgiving i USA bliver der spist hele 46 millioner kalkuner.

På landsplan bliver der opdrættet omkring 233 millioner kalkuner i USA, og en femtedel bliver spist på Thanksgiving.

Ifølge U.S. Census Bureau er Minnesota den stat, der producerer mest kalkun. I 2011 havde de således planlagt at opdrætte hele 46,5 millioner kalkuner, hvilket svarer til landets samlede indtag på Thanksgiving.

Amerikanere indtager i gennemsnit omkring 4500 kalorier på Thanksgiving. Det er omkring 3000 kalorier for selve måltidet og 1500 kalorier fra diverse godter og snacks.

Hvert år holder butikskæden Macy's en Thanksgiving-parade, der strækker sig over 4 kilometer. Omkring 50 millioner mennesker i USA ser paraden i fjernsynet.

Ifølge Guinnes Rekordbog er den største græskartærte på over 900 kilo og målte over 6 meter på langs. Den blev bagt I oktober 2008 af New Bremen Giant Pumpkin Growers i Ohio, og der var over 400 kilo græskar i tærten.

Tre byer i USA er opkaldt efter fuglen, der traditionelt spises til Thanksgiving. Det drejer sig om Turkey, Texas med et indbyggertal på 410 personer, Turkey Creek, Louisiana med et indbyggertal på 435 personer og Turkey, North Carolina med et indbyggertal på 291 personer.

Hvert år præsenteres den amerikanske præsident for en kalkun på National Thanksgiving Turkey Presentation. Begivenheden ligger nogle få dage inden Thanksgiving og foregår i det hvide hus, og det ender som regel med, at præsidenten benåder fuglen og reder den fra at ende på et middagsbord.

Californien er den stat i USA, der spiser mest kalkun på Thanksgiving.

I 2015 spise hver person i USA omkring 15 pund kalkun på et år. Det svarer til omkring 6,7 kilo.

Benjamin Franklin ville hellere have haft kalkunen som USA’s nationalfugl end den hvidhovedet havørn. Han mente, at havørnen var et amoralsk dyr, og at kalkunen i stedet var mere respektabel med naturlige rødder i det gamle Amerika.
Fakta om Thanksgiving i USA fra 2016