Winona Ryder: Nyt skørt forhold
Skuespilleren Winona Ryder, som tilbage i 2001 blev taget i butikstyveri, er begyndt at date skuespiller og komiker Tom Green. Det har fået National Enquirer til at udråbe dem som "Hollywoods nye mærkelige par".
Den 36-årige skuespiller, der tidligere har været kæreste med stjerner som Johnny Depp, Christian Slater og David Duchovny, er lige kommet ud af et forhold med guitaristen Blake Sennett, og det ser ud til, at hun for længst er kommet sig over det brud.
Hun havde i hvert fald særdeles travlt med Tom Green, da parret for nylig blev set med hænderne over alt på hinanden på den trendy Crown Bar i Los Angeles.
- Winona spildte ikke tiden på at komme sig over Blake! De var sammen i et år, og Winona var meget ked af det over bruddet, men det var ikke til at se på Crown Bar. Hun og Tom var helt opslugt af hinanden, fortæller en kilde til ugebladet.
- Tom var hele tiden tæt på Winona. Hendes humør svingede fra glad til ked af det. Han virkede meget beskyttende og på et tidspunkt eskorterede han hende endda ud i rygeområdet, så hun kunne får sig en cigaret. Da de kom tilbage til sofaen begyndte de igen at kysse og kæle, fortæller et øjenvidne til National Enquirer.
Tom Green, som bl.a. har spillet med i "Charlies Angles" og "Roadtrip", var tidligere gift med Drew Barrymore. Ægteskabet holdt dog kun et lille halvt års tid.