"Vild med dig" vender tilbage

TV-serien "Mad about you", der herhjemme havde fået titlen "Vild med dig", er på vej tilbage til TV-skærmen.
Det skriver TV Line.
Seriens sidste afsnit løber over skærmen i 1999, så det er altså næsten 20 år efter seriens afslutning, at den nu er på vej tilbage til TV-skærmene.
Ifølge flere amerikanske medier, så er det både Helen Hunt og Paul Reiser, der er på vej tilbage i rollerne som Jamie og Paul.
Den nye serie skal angiveligt handle om Jamie og Pauls liv, efter den lille familie har sendt deres datter Mabel på universitetet.
TV Line skriver, at det igen er TV-kanalen NBC, der skal sende "Mad about you", hvis man altså kommer så langt med planerne.
Får "Mad about you" en ny sæson, så er det ikke den første 90'er serie, der vender tilbage til TV-skærmene.
Tidligere i år blev den populære komedieserie "Will & Grace" genoplivet, mens en ny sæson af den populære TV-serie "Roseanne" vender tilbage til næste år. Også serier som "The X-Files", "Gilmore Girls", "Prison Break", "24 Timer" og "Hænderne Fulde" er allerede vendt tilbage på skærmen efter flere års fravær.
Paul Reiser har tidligere fortalt, at han var meget åben for ideen om en ny sæson af TV-serien.
- Jeg har tænkt over det. Og jeg har altid sagt nej til en reunion, men nu hvor alle bliver ved med at spørger, så er det muligt. Jeg har altid sagt, at hvis der er en grund til det, hvis der er en historie at fortælle, fortalte Paul Reiser i oktober til E! News.
Mens Paul Reiser de seneste år blandt andet har været med i "Stranger Things", så har Helen Hunt primært fokuseret sin tid bag kameraet. Hun har blandt andet instrueret flere TV-serier de seneste år.