Hollywood16. januar 2018

U2 kommer til Danmark

Den irske rockgruppe gæster Royal Arena på Amager i København
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/u2_bono_og_edge.jpg
 Foto: All Over Press

Den irske rockgruppe U2 gæster Danmark den 29. september i år. Det kan koncertarrangøren Live Nation i dag bekræfte.

U2 kommer til at spille i Royal Arena på Amager i København, og det sker som led i deres eXPERIENCE + iNNOCENCE Tour.

Billetsalget begynder mandag den 29. januar, og i en pressemeddelelse lover koncertarrangøren, at U2 har en helt unik koncertoplevelse i ærmet.

Arenaproduktionen vil udforske det nyeste inden for avanceret teknologi, loves der blandt andet.

eXPERIENCE + iNNOCENCE Tour følger udgivelsen af bandet 14. studiealbum "Songs of Experience.

U2 spillede sidst i Danmark i 2010, hvor de holdt koncert i Horsens. Før har de spillet på Roskilde Festival, i Parken og i Forum i København.

Medlemmerne Bono, The Edge, Adam Clayton og Larry Mullen Jr. har solgt over 175 mio. plader siden U2 blev dannet i 1976 i Dublin.

Det er tidligere kommet frem, at U2 skovler penge ind, når de tager på turné.

På bare en måned solgte de billetter for mere end 400 millioner kroner. Faktisk 413 millioner kroner for at være helt præcis. Det skrev Billboard.

Sponsoreret indhold