Hollywood3. september 2018

TV-stjernen Richard Hammond bedøvet med gas inden indbrud

TV-stjernen Richard Hammond og hans familie bedøvet inden indbrud i deres feriebolig
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tv-stjernen-richard-hammond.jpg
 Foto: Mega
TV-stjernen Richard Hammond, der er kendt fra det meget populære bilprogram "Top Gear", har sammen med sin familie og en række venner været udsat for et spektakulært indbrud.
Indbruddet skete i sommer, da Richard Hammond, hustruen Mindy, deres teenagedøtre og en hel flok venner var på ferie i et kæmpestort lejet hus i Saint Tropez i det sydøstlige Frankrig. Og 48-årige Richard Hammonds hustru, Mindy, mener, at de alle blev bedøvet med en art "gas", inden tyvene trængte ind. Det fortæller hun til avisen Sunday Express. I hvad hun beskriver som en "skrækhistorie" formoder hun, at hun næsten stod ansigt til ansigt med indbrudstyvene i tiden op til indbruddet. Efter en dejlig dag og aften var Richard Hammond, Mindy, døtrene og deres 15 venner alle gået i seng og lå og sov i deres værelser i det store hus, der var i flere plan. - Jeg hørte en dør blive lukket i underetagen og stod op og gik ned for at undersøge det. Jeg kunne høre en mandlig stemme bag døren, men jeg var træt og slog det hen og tænkte, at det var manden fra et af de andre par, vi var sammen med, og jeg gik tilbage oven på og lagde mig til at sove igen, fortæller Mindy Hammond. Det var først senere, at det gik op for hende, at det var en af indbrudstyvenes stemme, hun havde hørt på den anden side af døren. - Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, at jeg var så tæt på tyvene. Hvis jeg var gået ind ad den dør, kunne det være blevet meget ubehageligt, siger Mindy Hammond. Først dagen efter gik det op for Richard og Mindy Hammond og alle de andre i den eksklusive feriebolig, at nogen var trængt ind i huset og helt ind i de værelser, hvor de lå og sov midt om natten. Parrets 15-årige datter Willow sagde, at hendes ur var blevet stjålet. Hun havde lagt det ned i en skuffe i et sengebord, inden hun lagde sig til at sove, men da hun vågnede, var det væk, så nogen måtte have været helt inde på værelset og gennemrode sengebordet. Og en for en opdagede de 15 venner, Hammond-parret holdt ferie med, at der var forsvundet værdier og rede penge fra deres tasker og punge, som de havde haft med sig inde ved deres seng i husets mange værelser. At tyvene uset har været inde i alle værelser i huset i løbet af natten og kunne "arbejde" uforstyrret, forklarer Mindy Hammond, således: - Jeg er sikker på, at tyvene har bedøvet os med en form for gas, for de har været i alle værelser, hvor folk lå og sov og har gennemrodet skabe, skuffer og håndtasker for værdier. De har nok været sikre på, at folk ikke ville vågne op, siden de turde foretage så frækt et indbrud, siger Mindy hammond. - Jeg blev heller ikke vækket af Richards snorken om morgenen, som jeg plejer, så jeg er ret sikker på, at vi var blevet bedøvet, tilføjer Mindy Hammond og bidrager med lidt komik til den ellers alvorlige situation. Hun var mest bekymret for sine børn. - Det er meget ubehageligt som mor at have en teenagepige, der er skræmt, fordi hun opdager, at nogen har været inde på hendes værelse, mens hun sov og har gennemrodet hendes sengebord - det er slet ikke rart, siger Mindy. Resten af ferien hyrede selskabet et vagthold til at bevogte ejendommen. Heldigvis havde overvågningskameraer ved huset optaget billeder af de to indbrudstyve, der blev anholdt to dage efter det natlige indbrud. Det er ikke første gang, at politiet i Frankrig efterforsker indbrudssager, hvor ofrene forinden er blevet bedøvet med gas. I 2015 blev Formel 1-køreren Jenson Button og hans daværende kone, Jessica, udsat for et lignende indbrud i Saint Tropez, hvor tyvene pumpede gas ind i huset, inden de brød ind og stak af med smykker for 2,5 millioner kroner.

Sponsoreret indhold