Topmodel påkørt af bus: Nu er hun død
Den 29-årige svenske topmodel Anna-Maria Moström er død. Tirsdag aften blev der slukket for den respirator, der har holdt modellen i live, siden hun blev livsfarligt kvæstet i en trafikulykke onsdag i sidste uge.
- Kl. 22:50 gik hun bort, men hun redder 5-6 liv, skriver faderen i en kort tekstbesked til det svenske medie Expressen.
Anna-Maria Moström havde de sidste par år boet og arbejdet i New York. Onsdag i sidste uge kom hun cyklende på Roosevelt Island, da hun blev ramt af en bus. Efter ulykken blev hun hastet til New York Presbyterian Hospital, hvor hun gennemgik to operationer i hjernen.
Trods lægernes indsats var skaderne så voldsomme, at lægerne erklærede den unge kvinde for hjernedød.
LÆS OGSÅ: Topmodel i alvorlig ulykke: Erklæret hjernedød
LÆS OGSÅ: Topmodel i alvorlig ulykke: Nu slukker de for respiratoren
Forældrene, lillesøsteren samt Anna-Maria Moströms kæreste har siden ulykken været hos deres datter og søster, og familien besluttede allerede i søndags, at Anna-Maria Moströms organer skulle doneres.
Tirsdag aften kl. 22:50 lokal tid (04:50 dansk tid, red.) sov hun så ind, kort tid efter at respiratoren var blevet slukket.
Midt i sorgen har faren udtrykt glæde over, at den unge model nu er med til at redde andre:
- Vi er meget taknemmelige for, at lægerne allerede nu fået så mange mulige organmodtagere, siger Ronny Moström ifølge det svenske medie. Midt i sorgen takker han også for den enorme opbakning, som den svenske familie har modtaget:
- Det er meget svært lige nu, og det er svært at finde ud af, hvad man skal sige, men det varmer, at folk tænker på os, siger han.
Svenske Anna-Maria Moström medvirkede i det svenske Top Model i 2005.