Hollywood20. marts 2010

Tiger Woods: Comeback kan koste ægteskab

Elin Nordegren billiger absolut ikke sin mands tilbagevenden til golfsporten og har nu holdt møde med sin advokat
Elin Nordegren er rasende over sin mands planer om et comeback på golfbanen
Elin Nordegren er rasende over sin mands planer om et comeback på golfbanen
 Foto: All Over

For få dage siden meddelte golfikonet Tiger Woods, at han snart vil forsøge sig med et comeback efter sin selvvalgte pause oven på den kæmpemæssige sexskandale, der har givet Tigerens ry alvorlige ridser i lakken de seneste måneder.

Det falder absolut ikke i god jord hos Woods' ægtefælle, svenske Elin Nordegren.

- I den seneste uge har Elin været meget kold og afvisende overfor Tiger. Hun mener, at Tiger svigter sit løfte om, at han vil give den tid, der skal til for at få genetableret deres forhold, fortæller en kilde i amerikansk presse, der også mener at vide, at Elin Nordegren i løbet af ugen holdt et timelangt møde med sin advokat i parrets fælles hjem tæt ved Orlando, Florida.

Ægtepagt til 1,5 milliarder

Hvad Nordegren talte med sin advokat om vides ikke, men skulle det ende med en skilsmisse, kan det blive en dyr fornøjelse for Woods.

Da parret blev gift den 5. oktober 2004, lavede de nemlig en ægtepagt, som sikrer Elin Nordegren 300 millioner dollars, omkring 1,5 milliarder kroner, hvis de 2 går fra hinanden.

Tiger og Elin har 2 små drenge sammen, Sam Alexis Woods på 2 og 1-årige Charlie Axel Woods.

Sponsoreret indhold