Hollywood31. marts 2020

For tæt på virkeligheden: Amerikansk tv-serie trækker pandemi-episode tilbage

For den amerikanske lægeserie "New Amsterdam" er virkeligheden kommet lidt for tæt på
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/new-amsterdam-episode-215-double-blind-photo_1.jpg
 Foto: NBC

Serien har nemlig for nyligt indspillet et nyt afsnit, der handler om en dødelig influenzapandemi, der rammer New York. Lyder det bekendt?

Den amerikanske tv-station NBC har nu besluttet at trække den kommende episode, der først havde fået titlen "Pandemic", tilbage.

Afsnittet var ellers planlagt til at blive sendt på amerikansk tv den 7. april, men vil nu i stedet blive sendt på et senere tidspunkt.

Skaberen af "New Amsterdam", David Schulner, støtter NBCs beslutning om at trække afsnittet midlertidigt tilbage.

- Verden har lige nu brug for meget mindre fiktion og meget mere fakta, siger han i et åbent brev skrevet til Deadline.

I brevet fortæller Schulner blandt andet, hvordan mange af afsnittets secener, der er skrevet tilbage i 2019, minder uhyggeligt meget om den virkelighed, vi lever i lige nu.

- Vi viste, hvad der sker, når vores hospital skal slå telte op på parkeringspladserne, fordi alle sengepladser er optaget, skriver han og fortsætter:

- Og hvordan det er at være en læge eller en sygeplejerske, som har arbejdet flere vagter i streg, fordi deres kollegaer er blevet syge. Hvordan det ser ud, når panikken rammer. Og folk kommer i karantæne. Og når folk dør.

Serien optager på New Yorker-hospitalet Bellevue, hvor det amerikanske militær for nyligt har slået telte op i forbindelse med coronavirusudbruddet.

Flere af de ansatte på tv-serien har fået konstateret coronavirus, heriblandt skuespiller Daniel Dae Kim.

Sponsoreret indhold