Hollywood12. december 2017

Stellan Skarsgård far til otte: - Mine børn skal ikke klage

Den svenske stjerneskuespiller, Stellan Skarsgård, har været meget fraværende i forhold til sine børn, men 'sådan er livet', siger Skarsgård
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/stellan-skarsgaard-12122017_0.jpg
 Foto: All Over Press
Den svenske stjerneskuespiller Stellan Skarsgård har været en særdeles produktiv herre - på flere fronter. Som skuespiller har han medvirket i langt over 100 film og TV-serier og har blandt andet flere gange stillet op, når den danske instruktør Lars von Trier, har bedt ham medvirke i en af sine film. Han har blandt andet spillet med i 'Breaking the Waves', 'Dancer in the Dark', 'Dogville' og 'Nymphomaniac'. Men selv om han har lavet film på de flere kontinenter i højt tempo siden karrieren tog fart i 1968, har han også haft tid til at få børn. Og det er næsten blevet til et helt fodboldhold.
https://imgix.seoghoer.dk/lennart.jpg

Stellan Skarsgård sminket til rollen som Bjørn Borgs træner, Lennart Bergelin, i filmen 'Borg' fra 2017. (Foto: All Over Press)

Hele otte børn har Stellan Skarsgård fået. Seks af børnene stammer fra hans tidligere ægteskab med My Skarsgård. Med hende fik han Alexander, Gustaf, Sam, Bill, Eija og Valter. Flere af dem er fulgt i deres fars fodspor og er blevet skuespillere. Og 66-årige Skarsgård har også fået to sønner, Ossian (8) og Kolbjörn (5), med sin nuværende hustru, den 25 år yngre Megan Everett-Skarsgård, som han giftede sig med i 2009.
https://imgix.seoghoer.dk/kone-og-barn.jpg

Skarsgård i Dublin med sin hustru Megan Everett-Skarsgård og sønnen Ossian i 2009. (Foto: All Over Press)

Men nu er det også slut - han blev steriliseret sidste år, skriver svenske Expressen. Forleden i svensk radio fortalte han, hvordan han håndterede sin skuespillerkarriere, samtidig med at han fik børn på stribe. Da hans tidligere kuld børn var yngre, prioriterede han karrieren og var ikke specielt nærværende, erkender han. - Da jeg var 25 år og endnu ikke etableret som skuespiller, vidste jeg ikke, om jeg ville komme til at kunne leve af det eller ej. Så jeg måtte prøve mig frem. Skuespillet var dengang meget vigtigere for mig, end det er i dag. Og det er muligt, at mine voksne børn, føler at jeg prioriterede karrieren over dem, men sådan valgte jeg. Det eneste jeg kan sige er 'bad luck, thats life', siger Skarsgård til svensk P1.
https://imgix.seoghoer.dk/alexander.jpg

Stellan Skarsgård med sønnen Alexander, der er i gang med en international skuespillerkarriere. (Foto: All Over Press)

Ingen af de ældste børn har beklaget sig direkte til Stellan Skarsgård over hans fravær, og det ville de heller ikke komme langt med. - Livet er ikke en dans på roser hele tiden. Jeg synes, jeg har været en udmærket far. Jeg har da ikke været perfekt, men mine børn har overlevet og er blevet gode og dygtige mennesker. Jeg synes ikke, de skal klage, siger Stellan Skarsgård. I dag har han andre prioriteringer i livet. - Jeg elsker stadig at spille skuespil og arbejder med stor glæde, men jeg synes faktisk, at det er sjovere at bare sidde og betragte mine børn, siger Skarsgård, der derfor har lagt sit liv om, så han nu arbejder fire måneder om året og er hjemmegående husfar otte måneder om året.

Sponsoreret indhold