Hollywood26. januar 2017

Skuespilleren og Emmy-vinderen Mary Tyler Moore er død

Den amerikanske skuespiller Mary Tyler Moore, som var kendt for et tv-show af samme navn, er død.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mary_tyler_moore.jpg
 Foto: All Over

Den amerikanske skuespiller Mary Tyler Moore, som er kendt fra blandt andet et tv-show opkaldt efter hende selv, er død.

Hun blev 80 år, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mary Tyler Moore er også kendt for komedieserien "The Dick Van Dyke Show". Det blev sendt på tv i 1960'erne.

Hun vandt en Emmy i 1966 for sin rolle i netop "The Dick Van Dyke Show".

Hun har også været nomineret til en Oscar i kategorien bedste skuespillerinde for sin præstation i Robert Redfords film "En ganske almindelig familie".

På det store lærred spillede Moore blandt andet over for Elvis Presley i "Change of Habit" og med Julie Andrews i "Millie".

Da den amerikanske fagforening for manuskriptforfattere for både film og serier (WGA) i 2013 skulle lave en liste over de 10 bedst forfattede amerikanske tv-serier, var Moore med.

"The Mary Tyler Moore Show", der blev sendt fra 1970 til 1977, kom på sjettepladsen. "Sopranos" blev kåret som bedst foran "Seinfeld".

Moore døjede i de seneste mange år med diabetes, og i 2011 gennemgik hun ifølge nyhedsbureauet AFP en operationen i hjernen.

Hendes talsperson, Mara Buxbaum, fortæller, at hendes ægtemand og venner var ved hendes side, da hun døde.

/ritzau/

Sponsoreret indhold