Hollywood13. juli 2017

VIDEO: Shia Lebeouf siger undskyld efter dødsdruk

Skuespilleren i hadefulde racistiske udfald mod sort politibetjent
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kasket.jpg
 Foto: All Over Press

Hollywoodstjernen Shia Lebeouf er godt på vej til at smadre sin karriere på grund af et alkoholproblem, der får ham til at slå nogle gigantiske skæverter, som gang på gang bringer ham på kant med ordensmagten.

Senest har han - dokumenteret af politiets kameraer - kommet med racistiske udfald mod en sort politibetjent, efter at han blev anholdt i weekenden i Savannah i delstaten Georgia.

- Du ryger i helvede, direkte i helvede, og det gør du, fordi du er sort, siger Shia Lebeouf på videoen, som du kan se her.

Nu er Shia Lebeouf blevet ædru, og så undskylder han brødebetynget sin opførsel .

Det sker på Instagram hvor han giver en uforbeholden undskyldning:

- Jeg skammer mig meget over min opførsel, som der ikke er nogen undskyldning for. Min manglende respekt for autoriteter er - for at sige det mildt - problematisk og er i sidste ende meget destruktiv. Det er et nyt lavpunkt i mit liv, men jeg håber, at jeg nu har ramt bunden. Jeg har alt for længe kæmpet med et misbrugsproblem i fuld offentlighed. Nu vil jeg tage skridt til at forblive ædru, og jeg håber, at jeg kan blive tilgivet for mine fejltrin, siger Shia Lebeouf i postet, som du kan se herunder.

Inden det pinlige optrin på politistationen i Savannah var Shia blevet anholdt, da han gik bananas i temmelig beruset tilstand klokken fire om morgenen efter at være blevet nægtet en cigaret, da han henvendte sig til en mand og en lokal politibetjent.

Shia svinede alt og alle til, og da betjenten ville anholde den 31-årige Transformers-stjerne gjorde han modstand og søgte tilflugt i en hotellobby, hvor han kort efter blev anholdt.

Det første til et kæmpe møgfald mod politibetjentene, hvor han kritiserede deres 'lortejob' og hvor han pralede med alle de meget dyre advokater, han kunne hyre.

Du kan se Shias udfald mod betjentene under anholdelsen på videoen herunder:

Senere ud på morgenen blev Shia løsladt mod en kaution på 7.000 dollars.

Skuespilleren er i Savannah i forbindelse med optagelser til "Peanut Butter Falcon". Dakota Johnson og Bruce Dern har de andre store roller i filmen.

Shia blev senest anholdt i juni, hvor han blev smidt ud af et bowlingcenter i Los Angeles. Også her var han plørefuld. TMZ beskrev, hvordan han havde hidset sig op over for en bartender med ord som "fucking racist". Angiveligt fordi manden bag baren nægtede at servere pomfritter for skuespilleren. Øjenvidner fortalte, at Shia LaBeouf i tre timer forinden uafbrudt havde hældt øl i sig. Han blev bedt om at forlade stedet, men vendte tilbage, da det gik op for ham, at han stadig var iført bowlingsko. Shia erkendte allerede for tre år siden, at den var gal med ham og alkohol, men han er tilsyneladende ikke stoppet med at drikke.

Sponsoreret indhold