Hollywood13. september 2016

Sharon Osbourne afslører: Indlagt med sammenbrud

Depression og mental og fysisk træthed var grunden til, at Sharon Osbourne sidste forår var væk fra skærmen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/shsdda.jpg
 (Foto: All Over Press)

Efter over fem år som vært på programmet "The Talk" forsvandt Sharon Osbourne pludselig fra skærmen sidste forår og var væk i fem uger.

Hendes mystiske fravær blev begrundet som en pludselig pause, men nu fortæller den 63-årige Emmy-vindende tv-vært den egentlige årsag bag.

- Jeg led af fysisk og mental træthed og en slem depression. Jeg fik et totalt sammenbrud. Jeg vågnede op på hospitalet, og i cirka tre dage vidste jeg intet og kunne hverken tænke eller tale. Min hjerne lukkede ned. Jeg ville ikke tale, spise eller tænke, afslørede Sharon Osbourne i mandagens udgave af "The Talk".

- Det er svært nok at overleve i denne verden i forvejen, men når man så også påtager sig for meget, forværres det. Jeg troede, jeg var en superkvinde, der kunne klare alt, men alting kollapsede, og min hjerne brød fuldstændig sammen, fortalte hun videre.

Efter tre dage på hospitalet i komplet diffus tilstand lod Sharon Osbourne sig efterfølgende indlægge på en psykiatrisk klinik, hvor kombinationen af medicin, gruppeterapi, yoga og meditation langsomt fik hende ovenpå igen.

- Nu føler jeg, at jeg har greb om problemerne, og at jeg er i kontrol. Det kontrollerer ikke længere mig. Jeg står frem nu, fordi det måske kan hjælpe andre i samme situation, lød det fra Osbourne, som har gennemlevet et særdeles smertefuldt år.

Cirka 12 måneder efter indlæggelsen blev Osbourne ramt af endnu et følelsesmæssigt kollaps, da det kom frem, at hendes mand siden 1982, Black Sabbath-musikeren Ozzy Osbourne, havde været hende utro.

Efter et par måneder fra hinanden bekendtgjorde fru Osbourne dog i juli, at hun havde tilgivet sin utro ægtemand og taget ham tilbage.

Sponsoreret indhold