Hollywood13. september 2008

Shannen Doherty: Terroriserer det nye ”Beverly Hills 90210”

Skuespilleren har tilsyneladende fået et nyt anfald af divanykker, så nu ruller lavinen atter en gang bag kulisserne
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-udland/shannenatitagain1-jpg.jpg
 Foto: All Over

Den 37-årige "Beverly Hills"-stjerne er bestemt ikke blevet mildere med årene og er endnu en gang ved at gøre sig godt og grundigt upopulær på optagelserne til den nye omgang af successerien.

Det er skuespillerens yngre kollega, Shenae Grimes, som højlydt ytrede sin utilfredshed med Shannen på en restaurant i Los Angeles for nylig - og der blev bestemt ikke sparet på gloserne.

- Hun refererede til Shannen som en "forbandet kælling" og sagde, at fra det første sekund Shannen trådte ind på settet har hun opført sig som om, hun er noget helt specielt, fortæller en kilde til National Enquirer.

- Shenae sagde, at Shannen taler ned til kostumedesignerne og kantinepersonalet, som om de var hendes tjenere, og at hun spankulerer rundt, som om hun er en form for kongelig i Hollywood, fortæller et øjenvidne.

Det er ikke første gang, der er vrøvl med den 37-årige skuespiller. Tilbage i 1994 blev hun smidt ud af serien efter flere optrin med både medskuespillere og holdet bag serien.

- Ingen kan tåle synet af hende! Jeg aner ikke, hvorfor de overhovedet fik hende tilbage - hun er så forhadt i hele Hollywood, plaprede den oprørte 18-årige Shenae til sine venner.

En kilde tæt på advarer dog den unge debutant om at lægge sig ud med Shannen Doherty.

- Shenae må hellere passe på, hvor hun træder. Vi ved alle sammen, at Shannen ikke tager noget pis fra nogle - specielt ikke unge, jeg-kan-det-hele divaer, siger kilden.

Der er med andre ord lagt i ovnen til endnu en underholdende mudderkamp i kulisserne.

Sponsoreret indhold