Hollywood6. april 2018

Sean Penn giver narkoman-søn en sidste chance

Sean Penn er blevet træt af sønnen, Hoppers' tilbagevende problemer med stoffer
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sean-penn-06042018.jpg
 Foto: All Over Press
Sean Penn har fået nok! Og nu stiller den dobbelte Oscar-vinder sin søn, Hopper, over for et ultimatum.
24-årige Hopper, der er et resultat af Sean Penns tidligere ægteskab med 'House of Cards'-stjernen Robin Wright, har i flere år haft problemer med at holde sig fra stoffer. Lige nu er Hopper varetægtsfængslet for narkobesiddelse i Nebraska. Og nu er det sidste udkald, hvis relationen mellem far og søn skal bevares. - Sean er klar til at give Hopper en sidste chance, hvis han lader sig indlægge på en afvænningsklinik og én gang for alle bliver stofferne kvit, siger en kilde tæt på familien til Radar Online. Hopper Penn blev tidligere på ugen anholdt sammen med sin 26-årige kæreste Uma von Wittcamp. De var i besiddelse af marihuana og narkotika-klassificerede svampe og sidder nu i arresten i Hamilton County i Nebraska. Stjerneparrets søn har gentagne gange været indlagt på afvænningsklinikker de seneste år, men er hver gang røget tilbage på stoffer, og nu har Sean Penn mistet tålmodigheden med sønnen, der også er skuespiller. - Lige nu vil Sean end ikke tale med Hopper. Han er vred og skuffet. Han føler, at Hopper har svigtet ham og ødelægger alle sine muligheder i livet, siger kilden. Ifølge vennen af familien var Hopper Penn rent faktisk på vej mod bedring efter sit seneste ophold på afvænningsklinik, men røg så i dårligt selskab i Los Angeles og faldt tilbage i de gamle misbrugsvaner. Nu er det i høj grad op til Hopper Penn, hvad der skal ske. - Sean kræver, at Hopper lader sig indlægge, lige så snart han kommer ud af fængslet, og opholdet på afvænningsklinikken skal på ingen måde være en badebillet. Sean vil have, at Hopper er indlagt i lang tid og stopper med stofferne for altid, siger vennen af familien. - Det er sidste chance, selv om det er en hård beslutning for Sean at træffe, siger kilden. Sean Penn var i sin ungdom selv kendt for et iltert temperament, som han har ladet gå ud over paparazzifotografer, men den gamle skrøne om, at han skulle have været voldelig i ægteskabet med Madonna, har popdroningen afvist af flere omgange.

Sponsoreret indhold