Hollywood21. juli 2017

Sådan har du aldrig set Céline Dion før

Céline Dion er iført blå paryk og store gevandter i en ny Vogue-video, der er skudt i Paris

Parisiennerne har meget vel fået deres croissant og champagne i den gale hals, hvis de fik et glimt af Céline Dion, da hun besøgte byernes by i forbindelse med optagelserne til en video til modemagasinet Vogue.

Temaet i videoen er det fineste i modeverden, nemlig haute couture - løst oversat dækker formuleringen over en unik kollektion af tøj, som er syet efter personlige mål.

Og den canadiske sanger går all in og viser sig frem i kreationer fra modehuse Christian Dior, Valentino og Chanel, mens hun bevæger sig rundt i Paris.

I en af sekvenserne fra videoen er Dion iført en candyfloss-lignende paryk designet af Giambattista Valli, mens hun slapper af i et værelse på det eksklusive hotel Ritz. Hvad prisen på sådan en paryk er, vides ikke. Der skal du nemlig kontakte modehuset direkte.

I et andet klip er Dion taget ud at sejlle iklædt udelukkende Chanel. Mens båden bevæger sig ned ad Seinen, danser den 49-årige mor til tre rundt mellem bådens bænke.

Tidligere i år delte Vogue en masse fotos fra dagene i Paris, hvor læserne kom med backstage. Og her fik vi en meget bar Dion at se.

Det skete under en omklædning imellem fotoshootsene.

Vogue lægger ikke skjul på, hvorfor de netop har valgt Céline Dion som model.

- Célines kærlighedsaffære til couture kan kun beskrives som magisk. Det er derfor, vi har inviteret den canadiske diva til at være stjernen i Vogues Couture Week-video, hvor hun prøver på alle de mest udsøgte stykker tøj fra de kollektioner, der er blevet vist på catwalken i Paris tidligere i år.

Dion har også delt den festlige video på Instagram.

Sponsoreret indhold