Hollywood19. juni 2018

Rapper færdiggjorde drømmehus lige inden sin død

Den 20-årige amerikanske rapper var netop flyttet ind, da han formentlig tilfældigt blev dræbt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/26.03814719.jpg
 Foto: All Over

Den amerikanske rapper XXXTentacion blev mandag dræbt på åben gade i Florida, oplyste det lokale politi tidligere på Twitter.

Lige før sin død havde rapperen netop sat sidste hånd på sit hus. Det skriver TMZ.

I november købte han et mansion i Florida for 1,4 millioner dollars, svarende til omrking 9 millioner kroner.

Det mere end 500 kvadratmeter store hus indeholder fire værelser, fem badeværelser og en kæmpe pool.

Se billeder af hans mansion her.

Politiet oplyser, at XXXTentacion, hvis borgerlige navn er Jahseh Onfroy, blev skudt på gaden og efterfølgende kørt på hospitalet, men de kunne ikke redde hans liv.

Skudepisoden skete ude foran en motorcykelforretning omkring klokken 16.00 lokal tid.

Ifølge vidner i sagen gik to bevæbnede mænd hen til rapperen, som sad i sin bil, og mindst en af mændene skød den 20-årige rapper.

TMZ skriver, at rapperen var ude for at se på motorcykler og var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, da de to mænd angiveligt var i gang med et røveri.

Efterfølgende flygtede begge mænd i en bil i nærheden.

Der er stadig ingen anholdte i sagen.

Den unge rapper nåede kun at udgive to albums.

Hans første album "17" udkom sidste år og i år udkom han med albummet "?", som indeholder hittet "Sad!".

XXXTentacion har tidligere haft problemer med politiet og har en del på straffeattesten.

Inden han døde, ventede han på at skulle i retten i en sag om vold mod sin gravide kæreste.

Han har også tidligere siddet fængslet for blandt andet hjemmerøveri.

Sponsoreret indhold