Pelé: Kommer til Danmark
Cristiano Ronaldo satte landet på den anden ende, da han og resten af det portugisiske landshold var på besøg i Danmark i sidste uge.
Men Cristiano Ronaldo er nærmest en miniput i forhold til Edison Arantes do Nascimento, der besøger København om en måneds tid. Han er bedre kendt som Pelé og scorede vanvittige 1280 mål i løbet af sin karriere, hvor han også vandt 3 verdensmesterskaber med Brasilien.
- Pelé har meldt sin ankomst. Det ligger fast, udtaler Morten Mølholm, der er kommunikationschef i Danmarks Idræts-Forbund, til TV2 Sporten.
Sydamerikaneren, der er kåret til verdens bedste fodboldspiller gennem tiderne, kommer på besøg i landets hovedstad i forbindelse med den internationale olympiske komités kongres.
Her skal Pelé tale for Rio de Janeiro som vært for OL i 2016, hvis værtsby skal vælges på kongressen i København.