Hollywood19. august 2008

Paris Hilton: Hotel-ansat jaget vildt

En rasende hoteldirektør tilbyder dusør for at finde ”synderen”, der afslørede Paris Hiltons svineri
Paris Hilton havde svinet sit hotelværelse til og kastet sig ud i et sandt madorgie
Paris Hilton havde svinet sit hotelværelse til og kastet sig ud i et sandt madorgie
 Foto: All Over og SE og HØR

Ærlige hotelansatte skal passe på, hvad de siger, og hvem de snakker med. I hvert fald hvis de arbejder på Skt. Petri og snakker med SE og HØR.

I sidste uge fortalte en vred medarbejder, hvordan Paris Hilton havde svinet i hotellets starsuite. Hvordan hun ikke selv havde betalt for sit luksuriøse københavnervisit. Og sidst, men ikke mindst, hvordan hun var gået amok i et madorgie, som endte uden for døren til starsuiten på stakkevis af bakker.

Og det var for meget for Skt. Petris general manager, Jacob Rais, der ifølge SE og HØRs oplysninger nu tilbyder 10.000 kr. i dusør til en ansat, der kan komme med oplysninger om, hvem der har lækket "snask" om Paris Hilton til pressen. Selv har hotellet dog ingen kommentarer til SE og HØR.

Kilder på hotellet fortæller, at det er vigtigt for både sikkerhedspersonalet og hotelpersonalet at finde frem til "synderen", fordi man ikke bryder sig om lækager.

- Kendte skal helst kunne bo i fred på hotellet. Og det føler de ikke, de kan, hvis personalet udspionerer dem, fortæller en ansat, der alligevel synes, at det var lidt for sjovt under Paris Hilton-besøget.

- Hun er jo kendt for at gerne ville være kendt. Derfor så jeg ikke det store problem i at vise lidt om, hvordan hun i virkeligheden var.

For en god ordens skyld skal det nævnes, at SE og HØR ikke er til salg - vi beskytter selvfølgelig altid vores kilder. 10.000 kr. eller ej ...

Sponsoreret indhold