Øv, tøser! George Clooney har giftet sig

George Clooney har giftet sig

George Clooney har giftet sig

Foto: AOP



En af verdens måske mest berømte ungkarle, George Clooney, har efter sigende tidligere svoret aldrig at blive gift igen. Lørdag aften brød han det løfte, da han sagde ja til sin britiske forlovede, Amal Alamuddin, ved en ceremoni i Venedig.

- Det er bekræftet. De blev gift lørdag aften i Venedig, skriver George Clooneys talsmand, Stan Rosenfield, i en e-mail til nyhedsbureauet Reuters.

Det var ellers ventet, at den dobbelt Oscar-vindende amerikanske skuespiller og hans forlovede, som er menneskerettighedsadvokat, ville lade sig vie mandag på rådhuset i Venedig.

Det celebre bryllup har sat den maleriske, italienske by på den anden ende. Brylluppet havde verdensstjerner på gæstelisten som hollywoodskuespillerne Matt Damon, Brad Pitt og Angelina Jolie, rockstjernen Bono og supermodellen Cindy Crawford.

Lørdag aften blev verdensstjernerne fragtet over Venedigs Grand Canal til det 450 år gamle Palazzo Papadopoli, hvor brudeparret havde inviteret til reception og fest på luksushotellet Aman Canal Grande Venice.

Under massiv bevågenhed fra verdenspressen og nysgerrige tilskuere i forbipasserende gondoler, ankom gommen til festen og vinkede til de mange tilskuere.

Ifølge Reuters fik gæsterne drinks i haven ved restauranten, inden middagen blev indtaget på den syvstjernede restaurant, hvor selve vielsen også foregik ifølge lokale medier.

Alamuddin, der kom til Storbritannien som treårig, har blandt andet repræsenteret stifteren af WikiLeaks, Julian Assange, i sit virke for menneskerettighedsorganisationer.

Clooney har været gift en gang tidligere med skuespilleren Talia Balsam, der blandt andet medvirker i "Mad Men". Parret blev skilt i 1993 - umiddelbart før Clooneys store gennembrud som globalt sexsymbol i tv-serien "ER".

Ifølge Reuters skal George Clooney efter sin skilsmisse have indgået et væddemål med skuespillerkollegaen Michelle Pfeiffer om, at han ville forblive single. Indsatsen var efter sigende 100.000 dollar.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close