
Nu prøver de slet ikke at skjule romancen: Tom Cruise og Ana de Armas spottet hånd i hånd

LÆS OGSÅ: Hvornår indrømmer de romancen? Tom Cruise og Ana de Armas på hed sommerferie
Efter måneders spekulationer ser det nu ud til, at Hollywood-stjernerne Tom Cruise og Ana de Armas ikke længere gemmer sig for offentligheden.
Parret blev nemlig spottet hånd i hånd under en romantisk weekendtur til Woodstock i Vermont – blot få dage efter de sammen blev set til en Oasis-koncert i London.
Den 63-årige Cruise var iført jeans, t-shirt og sin klassiske navy cap, mens 37-årige de Armas havde valgt et afslappet outfit med puffærmer, sorte sneakers og håret i en løs hestehale.
Og parret lod til i den grad at nyde dagen. Der blev nemlig både shoppet, spist is og gået tur gennem den nærliggende nationalpark. De Armas blev desuden fotograferet med en kop kaffe i hånden, da hun gik en tur alene i byen.
Cruise og de Armas, der begge medvirker i den kommende thriller "Deeper", har været centrum for kærlighedsrygter siden februar, hvor de blev set spise middag sammen i London.
Siden februar er duoen blevet spottet sammen adskillige gange – først til middag i London, siden til David Beckhams 50-års fødselsdag og senest til Anas egen fødselsdag i april, hvor de ankom sammen med hendes hunde efter en helikoptertur.
De Armas bekræftede i maj, at hun og Cruise har flere fælles projekter i støbeskeen, og hun kaldte samarbejdet med den erfarne skuespiller "så sjovt" og "spændende".


I juni blev de set på en romantisk bådtur under en ferie i Spanien, og i weekenden dansede de tæt til Oasis i London, før de satte kursen mod USA.
Cruise har tidligere været gift med Nicole Kidman og Katie Holmes, mens de Armas har dannet par med både Ben Affleck og skuespilleren Marc Clotet.
