Hollywood12. september 2014

Nu har Oscar Pistorius fået sin dom

Se alle billederne: Oscar Pistorius brød grædende sammen torsdag i retten
Af af

Nu har Oscar Pistorius fået sin dom



Oscar 'Bladerunner' Pistorius har netop nu modtaget sin dom i retslokalet i Pretoria.

Omkring kl. 10:20 dansk tid blev Oscar Pistorius dømt skyldig i uagtsom manddrab. Det bliver op til dommer Masipa at bestemme, hvilken straf Oscar Pistorius skal have.

Strafudmålingen kommer senere. Strafferammen for uagtsomt manddrag er 15 års fængsel.

Efter gårsdagens retsmøde kommer dommen dog ikke som en større overraskelse. I går slog den 67-årige dommer Thokozile Masipa fast, at 'Oscar Pistorius handlede uagtsomt og med for overdreven kraft', da han sent en februar-nat 2013 affyrede fire skud mod sin badeværelsesdør, hvor kæresten Reeva Steenkamp befandt sig.

Dog blev Oscar Pistorius i går frikendt for mord og overlagt mord - og han brød hulkende sammen fra sin plads i retslokalet, da dommeren frikendte ham omkring middagstid:

- Anklagemyndigheden har ikke kunnet bevise, at Pistorius er skyldig i overlagt drab, lød det fra den sydafrikanske dommer Thokozile Masipa, hvorefter tårerne begyndte at trille ned ad kinderne på sportsstjernen.

Oscar Pistorius var tiltalt for at have skudt og dræbt sin kønne modelkæreste Reeva Steenkamp sent om natten 14. februar sidste år.

Dommeren indledte torsdagens retsmøde med at sige, at både forsvarer og anklager medgav, at Oscar Pistorius affyrede de dræbende skud; at Reeva Steenkamp døde som følge af fire skudskader; at Oscar Pistorius efterfølgende tilkaldte hjælp; at han brugte et cricketbat til at slå badeværelsesdøren ind; at han var meget følelsesmæssigt påvirket efter hændelsen; og at han forsøgte at genoplive sin kæreste.

Under hele gennemgangen af bevismaterialet torsdag var Oscar Pistorius meget følelsesladet og havde flere gange svært ved at stoppe med at græde.

Retssagen mod ham har kørt i næsten et halvt år, og fra begyndelsen har Bladerunner, som sportsstjernen kaldes grundet sine benproteser, fastholdt, at han skød Reeva Steenkamp, fordi han forvekslede hende med en indbrudstyv. Anklageren i sagen, Gerrie Nel, har derimod forsøgt at overbevise dommeren om, at Bladerunner dræbte kæresten med fire skud efter et voldsomt skænderi.

Forsvarer Barry Roux har fra begyndelsen forsøgt at overbevise dommeren om, at parret havde et kærligt forhold til hinanden, forsvareren fik blandt andet Oscar Pistorius til at læse et kærligt Valentinskort højt i retten, som Reeva Steenkamp havde skrevet til ham dagen inden drabet.

Sponsoreret indhold