Hollywood8. oktober 2018

Mistede barn i drukneulykke: Nu er de blevet forældre igen

Tilbage i juni måned mistede den tidligere skiløber og OL-stjerne Bode Miller og hustruen Morgan Beck Miller deres blot 19 måneder gamle datter, Emeline, i en tragisk drukneulykke. Nu kan parret så ane et lyspunkt midt i sorgen - i fredags blev de således forældre til en lille søn
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bode_og_morgan_miller.jpg
 (Foto: MEGA)

For fire måneder siden mistede den tidligere skiløber og OL-stjerne Bode Biller og hans hustru Morgan Beck deres lille datter Emeline i en tragisk drukneulykke.

Nu kan familien dog glæde sig over et stort lyspunkt midt i sorgen. Fredag den 5. oktober klokken 13:34 blev parret således forældre til en sund og velskabt dreng.

Det skriver People.

Den glædelige familieforøgelse kommer altså blot fire måneder efter, at familien mistede deres lille datter i en tragisk drukneulykke.

Den 19 måneder gamle pige var på besøg på naboerne sammen med Morgan 9. juni, da hun pludseligt forsvandt. Kort efter blev hun fundet livløs i naboernes pool. Trods gentagne genoplivningsforsøg stod hendes liv ikke til at redde.

Efterfølgende valgte en knust Morgan at dele et hjerteskærende foto, der viser hende med sin livløse datter i armene kort efter ulykken.

Til billedet, hvor man kan se lille Emeline med slanger og rør i halsen, skrev en knust Morgan:

- Jeg ville ønske, at jeg kunne få en dag, hvor jeg kunne holde dig, men indtil den dag kommer, så fortsæt med at hjælpe mig og give mig styrke til at sprede budskabet, min skat. Da jeg holdt dig i det øjeblik, fortalte jeg dig, at du stadig kunne ændre verden, at du kunne stadig flytte bjerge, skrev moderen blandt andet som kommentar til det hjerteskærende foto.

To uger efter ulykken stod forældreparret frem i NBC's morgenprogram "Today" for at fortælle om deres ufattelige sorg.

- Der går ikke en dag, hvor jeg ikke beder for muligheden for at gå tilbage til den dag og gøre det anderledes. Men nu har vi muligheden for at gøre andre forældres dage anderledes, sagde Morgan Miller i interviewet, hvor forældrene også fortalte om den tragiske dag, hvor deres lille pige druknede.

Morgan sad og drak te med naboen, mens hun havde et øje på sine børn.

- Emmy gik frem og tilbage på et stykke på 4-5 meter. Og lige pludseligt blev der alt for stille for mig. Vi var midt i en samtale, og jeg stoppede op. Jeg vendte mig om og gik hen til drengene og spurgte "Hvor er Emmy?", fortalte Morgan i interviewet.

Herefter fandt hun datteren livløs i poolen. Hun begyndte straks at yde førstehjælp, og datteren blev hastet på hospitalet, hvor lægerne gjorde alt, hvad de kunne. Men den 19 måneder gamle pige var død.

40-årige Bode Miller skrev selv i et opslag på Instagram, at hans datter Emelie var død.

- Vi er mere end ødelagte. Vores lille pige, Emmy, døde i går. Aldrig i livet havde vi troet, at vi skulle opleve en smerte som denne. Hendes kærlighed, hendes lys, hendes ånd vil aldrig blive glemt. Vores lille pige elskede livet og levede det på bedste vis hver eneste dag. Vi beder om respekt for vores privatliv i denne smertefulde tid, skrev 40-årige Bode Miller på Instagram, hvor han havde delt et billede af sin lille datter.

Den lille søn, der altså kom til verden i begyndelsen af oktober, er parrets tredje fælles barn og Bode Millers femte barn. Parret annoncerede graviditeten i påsken - og altså to måneder før den tragiske ulykke, der kostede deres datter livet.

Emeline var den yngste af Bode Millers fire børn og var opkaldt efter Bode Millers bedstemor.

Sponsoreret indhold