Nicola Peltz sviner svigerforældrene Victoria og David Beckham: Narcissistiske

LÆS OGSÅ: Stort familiedrama: Brooklyn Beckham og Nicola Peltz droppede David Beckhams fødselsdag – igen
Skuespiller Nicola Peltz, 30, er ude med riven efter sin mand 26-årige Brooklyn Beckhams forældre. Hun er nemlig rigtig træt af svigerforældrenes såkaldt narcissistiske måde at behandle ham på.
Det skriver sladdersitet TMZ.
Ifølge mediet langer hun ud efter Victoria og David Beckhams måde at overfuse ham i telefonen og råbe ad ham i timevis.
Brooklyn Beckham selv er både uvenner med forældrene og sin bror Romeo Beckham.
Ifølge TMZ kalder han både mor og far for giftige, fordi de i månedsvis har nægtet at tale ud med hans kone.
- Hun svarer dem altid igen og står op for Brooklyn, skriver gossipbloggen.
I 2022 måtte både Nicola og Brooklyn afvise vedholdende rygter om uvenskab i familien. Her lød det, at Nicola Peltz og Victoria Beckham skændtes om både dans og kjole i forbindelse med parrets bryllup to år før.
Nicola Peltz forsvarede familien med, at ingen er perfekte.
Senest har TMZ dog altså erfaret, at krigen er blusset op. Og historien om hendes utilfredshed med svigerforældrene kommer i kølvandet på de nylige rygter om, at Brooklyn og Romeo er oppe at toppes om modellen og dj'en Kim Turnbull - fordi Romeo Beckham dater hende, efter hun tidligere var sammen med hans storebror Brooklyn Beckham.
