Hollywood8. februar 2010

New Orleans: På toppen igen

Den orkan-ramte by gik amok, da byens fodboldhold i nat vandt verdens mest sete sportsbegivenhed
Indbyggerne gik amok i glædesrus i New Orleans gader - indsat: quarterbacken, anføreren Drew Brees fejrede sejren i Miami sammen med sin søn Baylen
Indbyggerne gik amok i glædesrus i New Orleans gader - indsat: quarterbacken, anføreren Drew Brees fejrede sejren i Miami sammen med sin søn Baylen
 Foto: All Over

I nat gik New Orleans fuldstændig amok.

Som i en anden Hollywood-tåreperser vandt byens fodboldhold i nat The Superbowl.

Knap 5 år efter byen var ved at skylle i havet efter at være blevet ramt af orkanen Katrina, genrejste New Orleans Saints byen og indgød selvrespekt og en ufattelig glæde.

Holdet, hvis hjemmebane Louisiana Superdome blev opsamlingssted for hjemløse bysbørn under katastrofen, vandt søndag for første gang Super Bowl.

Mens fodbolddrengene vandt i Florida, hvor de foran næsten 75.000 mennesker på Sun Life Stadium i Miami vandt over Indianapolis Colts, så fulgte byen med på storskærme. Hundrede tusinder samledes og festede i de sagnomspundne gader som den legendariske Bourbon Street.

Danskeren Morten Andersen, der i de 13 første år af sin fantastiske karriere som kicker i amerikansk fodbold spillede i New Orleans, var der.

Ikke på stadion i Miami, hvor han ellers havde fået 2 VIP-billetter, så han kunne følge kampen på nærmeste hold. Nej, han tog til New Orleans for at være sammen med sine venner og fejre sammen med den by, der grundlagde hele hans karriere.

Superbowl er det mest sete program i USA. Sidste år havde sportsbegivenheden 16 mio. flere seere, end der var amerikanere, der stemte til præsidentvalget.

Sponsoreret indhold