Hollywood24. august 2009

Natascha Kampusch: Føler sig stadig isoleret

Det er 3 år siden, hun undslap 8 års fangenskab i en kælder – men livet er stadig ikke blevet godt for den østrigske pige
Kampusch føler sig som en eremit og længes en gang imellem tilbage til den kælder, hvor hun var fange
Kampusch føler sig som en eremit og længes en gang imellem tilbage til den kælder, hvor hun var fange
 Foto: All Over

For 3 år siden gik historien om Natascha Kampusch, der var undsluppet 8 et halvt års fangenskab i Wolfgang Priklopils kælder, verden rundt. Kampusch opnåede stor kendisstatus, især i Østrig, hvor hun fik sit eget talk show, men siden er der blevet mere stille omkring den 21-årige pige.

Men til den tyske avis Süddeutsche Zeitung fortæller Kampusch nu, at hendes liv bestemt ikke er blevet bedre siden årene i kælderen - måske tværtimod.

- Jeg lever næsten akkurat det samme liv, som jeg havde, mens jeg var fange, siger Kampusch.

Hun har i dag en lille lejlighed i Wien, ikke langt fra den plads, hvor hun blev kidnappet i 1998. Men går hun ud for en dør, er der hele tiden folk, der vil have autografer eller fotograferes med hende - hvis de da ikke skælder hende ud over, at hun har tjent penge på bogsalg og interviews.

- De siger, jeg burde krybe ned i min kælder igen. Jeg må hele tiden forsvare mig, fortæller den østrigske pige, der derfor sjældent forlader sit hjem.

- Jeg er blevet som en eremit. En gang imellem længes jeg tilbage. I min kælder var jeg perfekt, selvbehersket og komplet. I dag føles det som om, at folk indskrænker min formåen, er den sørgelige beretning fra Natascha Kampusch.

Nu har hun så købt det hus, hvor hun blev holdt fanget i over 8 år, og når hun endelig forlader lejligheden, er det for at tage derud og renovere på huset.

- Huset er en del af min identitet. Som en forlængelse af mig selv. Hele mit liv har føltes som om, at jeg så på trailere. Nu håber jeg bare, at filmen snart begynder.

Sponsoreret indhold