
MrBeast påstår, at han er flad - alligevel har han råd til at leje hele Disneyland

LÆS OGSÅ: YouTube-stjernen MrBeast er broke: Må låne penge af sin mor
YouTube-fænomenet MrBeast har aldrig været kendt for at gøre noget halvt – men nu tager han alligevel prisen for en lige lovlig ekstravagant date.
Den 27-årige Jimmy Donaldson, bedre kendt som MrBeast, har netop offentliggjort en video, hvor han spenderer svimlende beløb på romantiske oplevelser med sin forlovede, Thea Booysen.
Prisskalaen gik fra én enkelt dollar til – hold nu fast – 500.000 dollars, altså omkring 3,5 millioner kroner, på en enkelt aften i Disneyland.
- Disney giver ikke bare nøglerne til forlystelsesparken til hvem som helst, men til denne once-in-a-lifetime-date fik vi hele parken for os selv, siger MrBeast i videoen, hvor parret og en flok venner – inklusive sangerinden Madison Beer – går rundt i Star Wars Galaxy’s Edge, bygger lyssværd og spiser middag foran Torneroseslottet.
Og ja, selvfølgelig rundede de aftenen af med en privat parade med Disney-karakterer og overdådige paradevogne.
Ironisk nok kommer den halvmillion-dollar-dyre date kort efter MrBeast offentligt har udtalt, at han beder sin stakkels mor om hjælp til at finansiere sit kommende bryllup, fordi han efter sigende har "meget få penge".
Det til trods for, at hans nettoformue vurderes til omkring én milliard dollars. Det kan han delvist takke sin YouTube-platform for, hvor han har svimlende 403 millioner abonnenter.
