Læge idømmes otte måneders husarrest efter Matthew Perrys død

Læge Mark Chavez er tirsdag blevet idømt otte måneders husarrest i forbindelse med skuespilleren Matthew Perrys død i 2023.
Det skriver flere amerikanske medier, herunder BBC.
Foruden de otte måneders husarrest lyder dommen også på tre års prøveløsladelse efterfølgende.
Mark Chavez er dermed den anden person, der har fået udmålt sin straf i forbindelse med Perrys død.
54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.
Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget stoffet ketamin.
Mark Chavez erkendte sig skyldig i oktober sidste år, hvor han indrømmede, at han havde solgt ketamin til lægen Salvador Plasencia, som solgte det videre til Perry og til Perrys assistent.
BBC beskriver, hvordan Chavez og Plasencia solgte ketaminen til Perry for en pris, som var voldsomt presset op, og at de forsøgte at udnytte Perrys afhængighed og tjene penge på det.
- Gad vide, hvor meget denne her idiot vil betale, har Plasencia skrevet til Chavez ifølge mediet.
Salvador Plasencia var den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtog sin straf.
Det gjorde han i begyndelsen af december, hvor han blev idømt to et halvt års fængsel.
Plascencia erkendte i sommer sin rolle i Matthew Perrys død.
Da han tilstod, fortalte han, at han havde injiceret Perry med ketamin i ugerne op til skuespillerens død.
Det skulle være foregået både i Perrys hjem og på en parkeringsplads i Santa Monica og uden nogen medicinske årsager til det.
Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr i forbindelse med en operation.
Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte, stærke smerter.
De øvrige resterende personer, som er anklaget i sagen, har ligeledes erkendt.
Kenneth Iwamasa, som var personlig assistent for Matthew Perry, ventes at modtage sin straf i januar.
Det samme gælder for Erik Fleming, som var med til at distribuere ketamin til Matthew Perry.
Den sidste strafudmåling i sagen ventes at komme i februar næste år, hvor Jasveen Sangha, som angiveligt har solgt stoffer til flere rige og berømte, efter planen får sin straf ifølge ABC News.