Hollywood6. februar 2017

Knust komiker mistede sin kone: Nu har han fået svar

Skuespilleren Patton Oswalt kender nu årsagen til sin kones død sidste år.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/patton-oswaltny.jpg
 Foto: All Over Press)

Sidste år ændrede livet sig på tragisk vis for den amerikanske skuespiller og komiker Patton Oswalt.

Den 21. april fandt han sin kone død i sengen, og siden har han åbent fortalt om den store sorg, der ramte ham den forårsmorgen.

I lang tid har skuespilleren, der er kendt for sin rolle som Spencer i tv-serien "Kongen af Queens", ikke vidst, hvad der tog livet af hans kone sidste år, men nu har han fået vished.

Det meddelte han fredag i en udtalelse til nyhedsbureauet AP.

- Vi fandt i dag ud af, at en kombination af medikamenter i Michelles system og en tilstand, vi ikke kendte til, var dødbringende, skriver Patton Oswalt.

Den hjertetilstand, Michelle McNamara led af uden at vide det, resulterede i åreforkalkning, og sygdommen kombineret med medikamenter som Adderall, Xanax og det smertestillende stof fentanyl er nu fastslået som årsagen til hendes død.

I et interview med The New York Times udtalte komikeren i oktober, at Michelle NcNamara, der var en kendt krimiforfatter, var stresset i perioden op til sin død, fordi hun konstant arbejdede på sin bog om en seriemorder kaldet "The Golden State Killer".

En aften foreslog den 48-årige komiker derfor sin kone, at hun tog det roligt og fik en god nats søvn. Hun fulgte sin mands råd, og hun tog en Xanax og gik i seng.

Morgenen efter stod Patton Oswalt tidligt op, og da han senere gik ind i soveværelset til sin kone, trak hun ikke vejret. Han tilkaldte straks en ambulance, men der var intet at gøre.

I interviewet fortalte han også, at han dengang troede, at konen døde af en overdosis af midlet Xanax.

- Det var, hvad paramedicinerne sagde, mens jeg skreg og kastede op, sagde han til The New York Times i oktober sidste år.

Patton Oswalt og krimiforfatteren nåede at være gift i 11 år, og sammen har de datteren Alice.

Sponsoreret indhold