Hollywood3. juli 2007

KIEFER FORLOVET

”24-timer”-stjernen friede til sin nye kæreste i februar, men Sutherland er stadig lovmæssigt gift med en anden
https://imgix.seoghoer.dk/media/sehoer/kieferforlovethvormankanse-jpg.jpg

Kiefer Sutherland og hans kone Kelly Winn er separeret på 8. år. De er endnu ikke blevet lovformeligt skilt fordi en formel skilsmisse vil koste skuespilleren halvdelen af hans formue. Men nu ser det dog ud til, at den 40-årige TV-stjerne alligevel må til lommerne.

Rygterne fortæller nemlig, at Kiefer Sutherland har forlovet sig med kæresten Jennifer Herter. Hende mødte han i januar i år og allerede i februar faldt han på knæ og friede. Forleden luftede parret hinanden og forlovelsesringen på gaden i Hollywood, hvor Jennifer indtil hun mødte Kiefer ernærede sig som servitrice.

Det bliver Kiefers tredje ægteskab, men der kunne faktisk have været et fjerde. Skuespilleren var nemlig forlovet med sin kollega Julia Roberts i en periode i 1990-1991. Parret var møg forelsket og havde planlagt et storslået bryllup, men få dage før den store dag gik de hver til sit. Den uheldige episode har dog ikke afskrækket Kiefer fuldstændig.

- Jeg vil ikke udelukke ægteskab. Og hvem ved; tredje gang er måske lykkens gang. Jeg er virkelig en håbløs romantiker - eller måske er jeg bare håbløs, har skuespilleren tidligere sagt.

Den heldige pige, der har vundet TV-heltens hjerte er 26 år. Hun er født på Haiti men bor nu sammen med Kiefer i Los Angeles, hvor hun flyttede til for at forfølge en drøm om at blive skuespiller. Om den drøm går i opfyldelse må fremtiden vise, men hendes forhold til den anerkendte skuespiller er helt sikkert ikke en hindring.

Sponsoreret indhold