
Keanu Reeves er IKKE blevet gift med Alexandra Grant

LÆS OGSÅ: Hollywood-stjernen Keanu Reeves bestjålet: Nu er det dukket op i Chile
De seneste dage har internettet summet af spekulationer om, at Keanu Reeves i al hemmelighed skulle have giftet sig med sin mangeårige kæreste, kunstneren Alexandra Grant.
Det skyldes især en række AI-billeder, der er nået ud til dele af internettet, der tilsyneladende ikke kræver megen overbevisning.
Men rygterne er ikke sande. Det slår en talsperson for "Matrix"-stjernen fast over for E! News.
– Det er ikke sandt. De er ikke gift, lyder det kort og kontant i en udtalelse.
Og selvom bryllupsklokkerne altså ikke har fået lov til at ringe, så står kærligheden mellem de to fortsat stærkt.
Tidligere på måneden delte Alexandra et hjertevarmt opslag i anledning af Keanus 61-års fødselsdag.
På Instagram viste hun en kage formet som et hjerte med hans navn på og skrev:
"Til Keanu – som så dette opslag som en kladde! – Jeg er så taknemmelig for din kærlighed og dit partnerskab."
De to begyndte at danne par i 2018, men gjorde først officielt debut sammen på den røde løber i 2019. Og siden da har de kun lukket offentligheden indenfor ganske få gange.

Keanu Reeves har dog tidligere fortalt om, hvordan han og Alexandra dyrker deres fælles eventyrlyst:
– Vi har været på et par motorcykelture sammen, og vi har nydt det, sagde han til E! News tidligere i år.
For Alexandra er Keanu mere end bare en partner – han er en daglig inspiration.
– Han er så kreativ, så venlig. Han arbejder så hårdt. Han er en stor inspiration for mig, sagde hun til People sidste år.

Hun understregede også, hvor vigtigt det har været at møde kærligheden senere i livet.
– Det gode ved at blive forelsket som voksen er, at jeg havde bygget min egen karriere op, inden forholdet begyndte. Jeg føler mig selvsikker både ved hans side og alene, forklarede hun.
Keanu Reeves og Alexandra Grant havde været venner i flere år, før de faldt for hinanden.
Hun har blandt andet stået for at illustrere Reeves bøger "Ode to Happiness" fra 2011 og "Shadows" fra 2016.
