Kate Hudson: Præsenterer Lance for mor

Lance Armstrong og Kate Hudson har allerede mødt hinandens børn, og nu har Kate også præsenteret kæresten for sin mor. Meget kunne tyde på, at forholdet er ved at blive rigtigt seriøst.
36-årige Armstrong var afslappet klædt, da han spiste frokost sammen med Kate, 29, og hendes mor, Goldie Hawn, i Los Angeles-forstaden Santa Monica.
Selskabet, som også talte en ukendt mand, fik held til at gemme sig for paparazzi-fotograferne i restaurantens gårdhave.
- De så ud som om, de havde det skønt, og virkelig nød hinandens selskab, sagde en gæst på restauranten.
- Goldie var et stort smil. Lance sad ved siden af hende, mens Kate grinede. De så alle meget lykkelige ud.
Kate Hudson har sønnen Ryder på fire år sammen med eksmanden Chris Robinson, der er forsanger i bandet "Black Crowes".
Lance Armstrong er far til Luke på ni år og tvillingerne Isabelle og Grace på 6 år.