John Cleese: Rippet af ekskonen

Lige nu må han rende rundt og lave Monthy Pythons gakkede gangarter. Eller også opfører han sig lige så hysterisk som sin rolle i "Halløj på badehotellet".
I alle tilfælde er John Cleese ikke glad.
Han er i den grad blevet ribbet af sin ekskone. En californisk domstol har besluttet, at han skal hoste op med en formue til Alyce Faye Eichelberger i forbindelse med deres skilsmisse.
Nærmere bestemt 12 millioner dollars i kontanter og aktiver.
Hun får blandt andet en lejlighed i New York, en byejendom i London og en andel i en strandvilla i Californien. Dertil kommer 918.000 dollars om året de næste 7 år.
Cleese kalder dommen "hamrende uretfærdig".
- Det, jeg finder mest urimeligt, er, at hvis vi begge dør i morgen, får hendes børn mere end mine, knurrer Cleese, men er dog også sarkastisk omkring situationen.
- I det mindste er jeg sikker på, at hvis en dame går i byen med mig, så er hun ikke ude efter mine penge, siger han til New York Post.