Hollywood28. september 2018

Jersey Shore-par skal skilles

Jersey Shore-stjernen Jenni ''JWoww'' Farley vil skilles
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jersey-shore-28092018.jpg
 Foto: Mega
Jersey Shore-stjernen Jenni "JWoww" Farley vil skilles fra sin mand,Roger Mathews, rapporterer flere amerikanske medier. Jenni "JWoww" Farley søgte om skilsmisse for to uger siden i Ocean County, New Jersey.
Den 32-årige reality-stjerne har i skilsmisseansøgningen angivet, at de ikke længere kan finde ud af leve sammen som mand og kone, men der er hverken utroskab eller andre mere dramatiske årsager til skilsmissen. Hun har samtidig anført, at forholdet har kørt på pumperne i seks måneder op til skilsmisseansøgningen. Ifølge skilsmissedokumenterne ønsker Jenni "JWoww" Farley primær forældremyndighed over parrets to børn, som hun ønsker skal bo hos hende den største del af tiden og have lejlighedsvis samvær med deres far. Hun kræver samtidig, at Roger Matthews skal betale børnepenge og udvidet sygeforsikring for børnene. Oven i de krav forlanger hun, at Roger Matthews tegner en livsforsikring, så begge børn er sikret ved hans eventuelle død, og at hun indsættes som forvalter af den sum, der måtte blive udbetalt til børnene, hvis deres far dør. Får Jenni "JWoww" Farley det, som hun vil, skal parret dele alle de ting, de har anskaffet sig i deres tre år lange ægteskab, ligeligt. "JWoww" og Roger blev gift i oktober 2015 efter at have været kærester i en længere årrække. Deres dengang blot 15 måneder gamle datter Meilani Alexandra Mathews var blomsterpige ved brylluppet mens resten af de kvindelige medvirkende i reality-serien Jersey Shore var brudepiger. De har siden fået sønnen Greyson Valor Mathews. Jenni "JWoww" Farley var den store stjerne i "Jersey Shore", der kørte på MTV fra 2009-2012. Roger Matthews har medvirket i flere afsnit af Jersey Shore. Da serien lukkede ned i 2012 kom det blandt andet til spin off-serien "Snooki og "JWoww", hvor også Nicole Polizzi fra Jersey Shore medvirkede. I år er Jenni "JWoww" Farley og Roger Matthews vendt tilbage til skærmen i serien "Jersey Shore Family Vacation". Om serien køres videre efter skilsmissen er uvist. Står det til 43-årige Roger Matthews skal parret nemlig slet ikke skilles. Han vil forsøge at vinde Jennis kærlighed tilbage, siger han i en video på Instagram. - Min kone har søgt om skilsmisse. Det er sandt. Jeg vil prøve at gøre det simpelt her. Jeg bebrejder hende ikke. Der er hverken utroskab eller andre saftige detaljer indblandet. Hun er bare blevet dødtræt af de kedelige mønstre, vi er blevet lullet ind i. Uden at gå i detaljer så var vi fanget i en ond spiral. Men, nu skal I høre. Jeg er ikke færdig med at kæmpe. Jeg vil vinde min kone tilbage. Jeg vil genvinde hendes kærlighed, og jeg har ingen planer om at blive alenefar. Vi er i parterapi, så der er stadig håb. Det er ikke forbi, før den fede kvinde har sunget, siger Roger Matthews i videoen, som du kan se herunder.

Sponsoreret indhold