
Hulk Hogan er død: Fra superstjerne til økonomisk ruin

LÆS OGSÅ: Hulk Hogan er død
Selvom Hulk Hogan i årtier var et af de mest genkendelige ansigter i verden og tjente millioner af dollars, var hans økonomiske rejse langt fra en succeshistorie fra start til slut. Tværtimod.
I sine glansdage tjente Hogan angiveligt op imod 10 millioner dollars årligt – både fra wrestling, merchandise, film og reklamer. Men et tumultarisk privatliv og fejlslagne investeringer begyndte hurtigt at æde formuen op.
I 2009, midt i en grim skilsmisse fra sin ekskone Linda Hogan, afslørede han i retten, at hans formue stort set var væk.
Kun sølle 1,5 mio. dollars var der tilbage – og en livsstil, der krævede meget mere.

Skilsmissen kostede ham ifølge flere medier over 70 % af hans aktiver, inklusive deres hjem i Florida og en betydelig del af hans pensionsopsparing.
Sextape-skandale og søgsmål
Det helt store vendepunkt kom dog nogle år senere.
I 2012 offentliggjorde sladdermediet Gawker et klip fra et hemmeligt optaget sextape, hvor Hogan havde sex med sin daværende bedste vens kone.
Videoen var blevet lækket uden Hogans samtykke – og udløste både skandale og personlig krise for den aldrende wrestler.
Men Hogan slog igen – og denne gang udenfor ringen. Han lagde sag an mod Gawker Media for krænkelse af privatlivets fred og krævede 100 millioner dollars i erstatning.

Retssagen blev en af USA’s mest opsigtsvækkende i 2016. Hogan forklarede under ed, hvordan offentliggørelsen af videoen havde ødelagt hans privatliv og forværret hans mentale helbred.
Hulk Hogan blev tilkendt 140 millioner dollars i erstatning. Gawker Media blev erklæret konkurs kort tid efter og solgt til Univision. Hogan modtog aldrig hele beløbet, men ifølge flere medier endte han med at få et forlig på omkring 31 millioner dollars.
Retssagen blev senere dokumenteret i filmen "Nobody Speak", hvor det i samme forbindelse kom frem, at Silicon Valley-milliardæren Peter Thiel hemmeligt havde finansieret Hogans sag mod Gawker som hævn for en tidligere artikel om hans seksualitet.

Hulk Hogans store gennembrud kom i 1984, da han vandt WWF-mesterskabet – en sejr, der markerede begyndelsen på en æra, hvor Hogan blev selve ansigtet på det, der blev kendt som Rock 'n' Wrestling Connection.
Hans legendariske rivaliseringer med blandt andre André the Giant, Randy Savage og The Ultimate Warrior står stadig som nogle af de mest ikoniske øjeblikke i wrestlinghistorien.
I 1990’erne genopfandt Hogan sig selv, da han skiftede side og blev "heel" i WCW (World Championship Wrestling). Her blev han frontfigur for den berygtede gruppe New World Order.

Uden for ringen slog Hogan sig også op som skuespiller med film som "No Holds Barred" og senere som realitystjerne i serien "Hogan Knows Best", hvor seerne fik et indblik i hans familieliv.
Torsdag kunne Hulk Hogans familie bekræfte, at stjernen var gået bort i en alder af 71 år. Han efterlader sig datteren Brooke og sønnen Nick.
