
Hjerteskærende detaljer om bruddet: Terapi og nul alkohol kunne ikke reddet Orlando Bloom og Katy Perry

LÆS OGSÅ: Efter utallige rygter: Orlando Bloom og Katy Perry bekræfter brud
Det er officielt slut mellem Katy Perry og Orlando Bloom.
Efter flere måneders rygter bekræftede det tidligere stjernepar torsdag, at de har valgt at afslutte deres forhold – og i stedet fokusere på at være forældre for deres datter, Daisy Dove Bloom.
– Orlando og Katy har i de seneste måneder justeret deres forhold for at fokusere på medforældreskab. De vil fortsat blive set sammen som familie, da deres fælles prioritet – og altid vil være – at opdrage deres datter med kærlighed, stabilitet og gensidig respekt, lød det i en fælles udtalelse fra parrets repræsentanter.
Noget tyder dog på, at den 40-årige Katy Perry er hårdt ramt af hjertesorger.

Det er kun få dage, siden hun brød sammen på scenen i Australien, da hun ikke kunne holde tårerne tilbage, og ifølge en kilde tæt på popstjernen, har hun blot et ønske til tilværelsen.
– Det knuser mit hjerte at se hende gå igennem endnu et brud, for jeg ved, at alt, Katy ønsker, er kærlighed der er vedvarende – og at blive hørt og mærket, siger en kilde ifølge Page Six.
Katy Perry og den 48-årige Orlando Bloom mødte hinanden tilbage i 2016 til en Golden Globe-afterparty, hvor gnisten tændte over en In-N-Out-burger. De blev forlovet på Valentinsdag i 2019, men nåede aldrig frem til alteret.
I 2020 bød de datteren Daisy velkommen – men kærligheden holdt ikke i længden.

– Jeg håbede virkelig, de ville være sammen resten af livet. Men når kommunikationen ryger, så gør forholdet det også, siger Katy Perry-kilden også.
Drama og terapi
I de senere år har parret været åbne om deres problemer. De har gået i parterapi, lavet “sobriety pacts” og kæmpet med den hektiske hverdag som superstjerner.
Og mens Bloom poserede i Venedigs gader, stod Katy på scenen i Australien og brød sammen i gråd under sangen "Resilient".
– På et tidspunkt måtte de erkende, at det er bedre for Daisy at se sine forældre hver for sig, end at vokse op med spændinger og usagt vrede.
