Hollywood3. juni 2016

"Harry Potter"-stjerne kan ikke se sig selv på film

Skuespiller Matthew Lewis, der spillede karakteren Neville Longbottom i filmserien "Harry Potter", kan ikke holde ud at se sig selv på film
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/matthew_lewis_aop.jpg
 Foto: All Over

Da startskuddet lød til den kendte filmserie "Harry Potter" i 2001, var begejstringen svær at holde tilbage for de millioner af seere, der spændt havde ventet på, at bøgerne om troldmandslivet på skolen "Hogwarts" kunne få nyt liv på det store hvide lærred.

I filmene lod man især mærke til den spøjse og til tider kiksede Neville Longbottom, der ofte fik rodet sig ud i uheldige situationer akkompagneret af sin kæledyrs-tudse. Den folkekære filmkarakter medvirker i alle otte "Harry Potter"-film og bliver gennem hele forløbet spillet af den britiske skuespiller Matthew Lewis.

Og eftersom Matthew Lewis har spillet med i de populære film siden barnsben, kunne man være fristet til at tro, at succesen kunne stige den 26-årige til hovedet.

Det er dog langt fra tilfældet, og i et nyt interview til det britiske medie The Evening Times løfter Matthew Lewis sløret for, at han faktisk slet ikke kan holde ud at se sig selv spille karakteren i "Harry Potter".

- Jeg prøver så vidt muligt at lade være med at se mig selv i filmene. Faktisk var det først sidste år, at jeg besluttede mig for at se dem alle sammen igen, men jeg nåede kun halvvejs gennem den første film. Det var nok for mig, og jeg ville ikke se mere, siger Matthew Lewis til The Evening Time.

Siden sin medvirken i "Harry Potter"-filmene har Matthew Lewis fortsat karrieren som skuespiller og er netop aktuel i filmen "Me Before You".

Sponsoreret indhold