GEORGE CLOONEY: FARVEL TIL SØLVRÆVEN
46-årige George Clooney er begyndt at bekymre sig om, hvorvidt hans efterhånden meget grå hårpragt får ham til at se gammel ud. Derfor overvejer han nu kraftigt at farve sit hår i en mere ungdommelig farve.
- Mit hår er for gråt, meget for gråt! Jeg må snart overveje at farve det. Jeg har tænkt meget på det på det seneste, fortæller skuespilleren, som allerede har lagt en plan for farveskiftsforløbet.
- Jeg vil starte med at farve mine øjenbryn for at se, hvordan det fungerer. Bagefter er det hårets tur - for at starte langsomt, siger Clooney.
Skuespilleren forsikrer dog samtidig, at hans overvejelser omkring farvningen af de grå lokker, absolut ikke skal sættes i forbindelse med en midtvejskrise.
- Jeg fylder 47 i maj, men der er ingen midtvejskrise til mig endnu. Jeg er 46 år og kender ikke mange 92-årige, så måske er jeg kommet over mit midt-liv. Jeg har altid forsøgt at fokusere på de gode ting i livet og nyde dem, fordi der er kolossalt mange måder at finde de dårlige på, siger stjernen.