
Fundet på hotel: Tommy Lee Jones' datter er død

Læs om den seneste udvikling her: Chokerende detaljer om Tommy Lee Jones' datters død
2026 er startet på den værst tænkelige måde for Tommy Lee Jones.
Den 79-årige skuespiller har nemlig mistet sin datter på tragisk vis.
Det skriver flere medier - heriblandt TMZ og Daily Mail.
Ifølge medierne blev hans 34-årige datter, Victoria, fundet død på hotellet Fairmont San Francisco i Californien, da det nye år kun var et par timer gammelt.
Klokken 02:52 natten til torsdag indløb anmeldelsen til det lokale beredskab, og kort efter mødte ambulancefolk op på hotellet. Her kunne de konstatere, at kvindens liv ikke stod til at redde.
En talsperson fra politiet i San Francisco fortæller til medierne, at betjente ankom til hotellet omkring 03:14 på baggrund af en anmeldelse af en død person. På stedet mødtes de med redningsfolkene, som fortalte, at kvinden var død.
Retsmedicineren og politiet foretog en række undersøgelser af stedet, men det er endnu ikke offentliggjort, hvad disse undersøgelser viste, eller hvad dødsårsagen er.

Tommy Lee Jones, der fik Victoria og sønnen Austin, 42, med ekshustruen Kimberlea Cloughley, er kendt fra en lang række store Hollywood-film, som han har vundet flere priser - heriblandt en Oscar - for.
Victoria gik kortvartigt i hans fodspor som helt ung, hvor hun fik sin debut som skuespiller i 2002, da hun havde en mindre rolle i "Men in Black II" sammen med faren.
Tre år senere havde hun også en mindre rolle i Tommy Lee Jones-filmen "The Three Burials of Melquiades Estrada" samt tv-serien "One Tree Hill".
Siden stoppede hun som skuespiller, men hun har flere gange optrådt på den røde løber ved siden af faren, når han har udgivet nye projekter - blandt andet i 2017, hvor hun var med ham til Tokyo International Film Festival.
Tommy Lee Jones har i skrivende stund ikke kommenteret den tragiske situation.
