
"Frasier"-stjerne er død

Den amerikanske skuespiller John Mahoney er død.
Han blev 77 år og døde søndag på et hospice i Chicago. Det fortæller hans agent, Paul Martino, til AP.
Dødsårsagen er ikke oplyst.
John Mahoney var nok bedst kendt for sin rolle som den gnavne far, Martin Crane, i tv-serien "Frasier", der følger radiopsykologen Frasier, der blev spillet af Kelsey Grammer.
De fleste, som var unge i 90'erne, husker nok den yderst populære tv-serie, der kørte fra 1993 til 2004 og var en aflægger af serien "Sams Bar".


Udover 90'er tv-serien spillede Mahoney også med i film som "In the Line of Fire", "The American President" og "The Manhatten Project".
John Mahoney blev født i ENgland i 1940, men flyttede til USA, da han var helt ung. Det meste af sit liv boede han i Chicago.
Han startede en karriere som skuespiller. I første omgang i teater og senere på film.
Han vandt blandt andet en SAG Award for sin rolle i "Frasier" og var nomineret til to Emmy-priser og to Golden Globes.

