Endelig godt nyt: Schumi har vist tegn på bevidsthed

Der er gået næsten 100 dage, siden Michael Schumacher slog hovedet så voldsomt i en skiulykke, at han endte i en kunstig koma. Men nu er der endelig godt nyt om den syv-dobbelte Formel 1-vinders tilstand.
Det skriver det tyske medie Bild.
Michael Schumachers talskvinde Sabine Kehm har således udsendt en pressemeddelelse, hvor hun fortæller, at tyskeren gør små fremskridt på det hospital i Grenoble, hvor han har været indlagt siden ulykken skete 29. december sidste år.
LÆS OGSÅ: Chok! Schumi vejer kun 50 kilo
- Michael gør fremskridt. Han viser øjeblikke af bevidsthed og opvågning. Vi står ved hans side i hans lange og svære kamp sammen med de ansatte på hospitalet i Grenoble, lyder det.
Hun ønsker dog ikke at gå nærmere i detaljer med, hvordan hans tilstand - eller fremtidsudsigter - ser ud:

Det var i dette område i Meribel i Frankrig, at Michael Schumacher styrtede på ski og slog hovedet så voldsomt,at han siden har ligget i kunstigt koma (Foto: AOP)
- Vi takker for folks støtte. Og igen beder vi om forståelse for, at vi ikke ønsker at gå i detaljer for at beskytte Michaels privatliv, siger hun.
Michael Schumacher slog hovedet, da han kørte off-piste med sin søn i området omkring Meribel. Selvom han bar hjelm, pådrog han sig alligevel så svære kvæstelser i hovedet, at lægerne valgte at lægge ham i kunstigt koma og siden har opereret ham to gange for at lette trykket i hans hjerne.
LÆS OGSÅ: Schumi i kritisk tilstand
For nyligt gik der også rygter om, at familien vil bygge en privat klinik i nærheden af hjemmet, hvor et hold læger og sygeplejersker kan tage hånd om ham 24 timer i døgnet. Dog har talskvinden Sabine Kehm afvist rygterne.